1 af 1

Fælleseje er bedre end privat

Kommentar
ons 14. sep - 2016

Det borgerlige Danmark angriber den offentlige sektor fra utallige vinkler. Den private sektor er angivelig mest effektiv, billigst og det eneste sted, hvor der kan skabes vækst i samfundet. Samtidigt svækkes fundamentet under den offentlig sektor med gentagne skattelettelser til de bedst stillede.

I regeringens 2025-plan omsættes disse nyliberale dogmer på mange måder til konkrete ideer og målsætninger. Samlet set vil regeringen på bare 10 år mindske den offentlige sektors andel af BNP med 10 procent.

Kollektiv ejet fjernvarme uden profit har konkret vist sig at være billigst.

De private virksomheder er alene drevet af ønsket om profit. I ældreplejen er der utallige eksempler på, hvordan private virksomheder har søgt at skabe overskud ved at dumpe lønnen og levere dårligere ydelser. 

Regeringen er på jagt efter nye områder at privatisere, ofte under dække af "effektivisering" af den offentlige sektor. Den har derfor fået konsulentfirmaet McKinsey til at udarbejde en rapport om forsyningssektoren, som direkte anbefaler at private køber sig ind. 

I henhold til varmeforsyningsloven må private virksomheder imidlertid ikke tjene penge på at levere varme. Det vil regeringen nu ændre, naturligvis med henblik på privatisering. I 2025 planen lover regeringen milliardbesparelser på varmeregningen.

Men erfaringen viser, at det kan blive dyrt for forbrugerne. Vi har nemlig allerede private virksomheder, som leverer fjernvarme. Blandt de omkring 400 selskaber, der leverer varme til danskerne, er de private virksomheder klart de dyreste, viser den seneste prisstatistik fra Energitilsynet. De laveste varmepriser har de forbrugerejede selskaber efterfulgt af de kommunale. 

McKinsey anbefaler imidlertid ikke kun at privatisere fjernvarmeforsyningen, men også vand og affaldsforbrænding. Regeringen har fået hvad den ønsker.

Udlicitering og privatisering giver IKKE bedre velfærd, sikrer IKKE de ansattes løn og arbejdsforhold. Det sikrer IKKE en velfungerende og billig service til borgerne, sådan som regeringen påstår det. Ligegyldigt om det pakkes ind i nok så mange konsulentrapporter.