Folkene og demokratiet er taberne

Forholdet mellem Tyrkiets præsident Erdogan og en række regeringer i EU er på kort tid blevet markant anspændt. Beskyldningerne fyger gennem medierne, som velvilligt holder mikrofonen for magthaverne.

I Tyrkiet vil Erdogan styrke sit jerngreb om landet efter kupforsøg, uro, massefyringer og fængslinger af oppositionen. Erdogan vil give sig selv enerådende magt gennem en grundlovsændring, som kræver, at han vinder den forestående folkeafstemning. Den gennemføres, på trods af, at landet er i undtagelsestilstand. Hans skarpe retorik mod især Tyskland og Holland, er nøje designet for at denne plan skal lykkes.

Som Erdogan forsøger de involverede regeringer i EU, at udmanøvrere deres modstandere og rykke den politiske dagsorden.

I Holland er der parlamentsvalg i dag, her som i Frankrig og Tyskland, hvor parlamentsvalg også rykker nærmere, er magthaverne under pres fra fremmedfjendtlige partier.

Med en meget skarp holdning overfor Erdogan, forsøger de involverede regeringer, at skærpe deres egen profil, som led i et spil om vælgernes gunst.

Det betyder, at banen er kridtet op til et højreskred i disse lande, fordi regeringspartierne overtager holdninger, som tidligere kun kendetegnede det yderste højre. Men der er en dimension mere, som handler om EU.

Brexit afspejler, at EU-modstand og skepsis er voksende i alle EU's medlemslande. Regeringerne i de berørte lande er indædte EU-tilhængere, men under pres.

Istedet for en valgkamp om arbejdsløshed, sociale nedskæringer og negative konsekvenser af EU, har de gennemtvunget en helt anden dagsorden. De vil give de EU-kritiske vælgere indtryk af, at EU er garanten for demokrati. Som Erdogan forsøger de at udmanøvrere deres modstandere og rykke den politiske dagsorden.

Striden mellem EU og Tyrkiet, må naturligvis også ses i lyset af Trumps øgede pres mod EU og Tyskland. EU ønsker at sprede myten om, at EU er en garant for fred og demokrati.

Vi kan ikke støtte magthaverne i hverken Tyrkiet, Tyskland eller Holland. De må bekæmpes ligesom Geert Wilders, Marine Le Pen og Erdogan, som også er modstandere af frihed og demokrati.