Kommunisterne og kampen mod TTIP, CETA og TiSA

I 2016 blev der udviklet en udbredt modstand i Danmark mod handels- og investeringsaftelerne CETA, mellem EU og Canada, og TTIP, mellem EU og USA. En modstand som er en del af den omfattende modstand, som eksisterer i en række europæiske lande.

TTIP og CETA, men også TiSA er nye redskaber for de transnationale monopoler til at sikre sig den maksimale profit.

Kommunistisk Parti har valgt at gå aktivt ind i kampen mod TTIP, CETA og TiSA. Men hvorfor er kommunisterne modstandere af disse handels- og investeringsaftaler? Er kommunisterne modstandere af handel på tværs af landegrænser?

Vi ser ikke TTIP, CETA og lignende aftaler som kun aftaler om handel. TTIP og CETA er dannelsen af nye indre markeder, et transatlantisk indre marked, der både skal sikre den frie bevægelighed for kapital, serviceydelser, tjenesteydelser, men også for arbejdskraft. Dertil kommer forpligtende bestemmelser om fælles standarder, deregulering samt liberaliseringer af eksisterende standarder og lovgivning.

TTIP og CETA, men også TiSA er nye redskaber for de transnationale monopoler til at sikre sig den maksimale profit og til at overføre mere magt fra de enkelte nationalstater til de store, transnationale monopoler.

Vi ser disse aftaler som et udtryk for den kapitalistiske udvikling i dens imperialistiske fase. En udvikling som forstærker de grundlæggende modsætninger i kapitalismen selv. Det være sig modsætningen mellem produktionens stadig mere samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse, og modsætningen mellem tendensen til produktionsudvidelse og tendensen til, at de arbejdende massers købekraft forringes.

>> LÆS OGSÅ: CETA og TTIP gavner de multinationale firmaer

Disse modsætninger udtrykker den kapitalistiske krise og stagnation, som har grebet hele den kapitalistiske verden. Den kapitalistiske krise er ikke kun en økonomisk krise, men også en strukturel krise. Det betyder, at kapitalismens krise på en og samme tid er en sammenhængende og gensidigt integreret økonomisk, finansiel, miljø- og klimamæssig og politiske krise.

De såkaldte frihandels- og investeringsaftaler løser ikke kapitalismens og imperialismens problemer eller retter op på kapitalismens "skyggesider". De er en del af problemet og forstærker alle de grundlæggende modsætninger i kapitalismen.

Globalisering, frihandels- og investeringsaftaler, liberalisering og indre markeder er alt sammen et udtryk for kapitalismens og imperialismens snylter- og udbytterkarakter, hvor få bliver endnu færre, endnu rigere og mere magtfulde på den ene side og på den anden side, at stadig flere – ja faktisk det overvældende flertal af Jordens befolkning – bliver fattigere og i stadig mindre omfang tilegner sig de enorme værdier, som de skaber.

DE NORDAMERIKANSKE ERFARINGER

Den nordamerikanske handels- og investeringsaftale NAFTA fra 1994 viser med al tydelighed, hvordan sådanne aftaler er til gavn for de store monopoler og forringer forholdene for almindelige mennesker. Siden 1994 er profitten og lønningerne til direktørerne i de store virksomheder i Canada steget, mens arbejdernes indtægter er stagneret, og deres gæld er steget. Den samme tendens ses også i andre lande.

Vi ser disse aftaler som et udtryk for den kapitalistiske udvikling i dens imperialistiske fase. En udvikling som forstærker de grundlæggende modsætninger i kapitalismen selv.

I samme periode har de amerikanske virksomheder lukket deres fabrikker i Canada og USA og flyttet dem ud, især til Mexico, hvor der er skabt et nyt stort lag af proletariatet, der arbejder til en løn under den officielle fattigdomsgrænse. Stort set er den canadiske og amerikanske industriproduktion forsvundet. Det er nogle af de arbejdspladser, Trump lover tilbage til USA, men i det omfang det sker, så bliver det lavtlønsarbejdspladser. Working poor udbredes også til industrien.

ANGREB PÅ DEN OFFENTLIGE SERVICE

Både CETA og TTIP, men i særlig grad TiSA, der er et forslag til en aftale om frihandel inden for service- og tjenesteydelser, har som formål at føre offentlig produktion og velfærdsydelser over på private hænder. Det, som den nuværende regering kalder konkurrenceudsættelse af vandforsyning, sundhedsvæsenet og uddannelsessektoren med mere, kalder vi mere profit til storkapitalen.

Både CETA og TTIP, men i særlig grad TiSA, har som formål at føre offentlig produktion og velfærdsydelser over på private hænder. 

Især TiSA fastslår princippet om, at når de offentlige serviceydelser først er privatiseret, så kan de ikke føres tilbage i offentligt regi. Det er et eksempel på, hvordan monopolerne underlægger de borgerlige stater og lovgivning i deres profitinteresser. Det undergraver det nationale demokrati.

Et af de store angrebspunkter mod TTIP, CETA og TiSA er reglerne om bilæggelse af tvister mellem investorer og stater, de såkaldte investordomstole, ISDS. Erfaringerne fra andre aftaler, hvor ISDS er indarbejdet, viser, at de bliver brugt af de store monopoler til at lægge sag an mod nationalstater.

NAFTA har medført, at store virksomheder indtil 2016 har anlagt i alt 78 sager, heraf er Canada sagsøgt 37 gange. Når Canada i den grad har været i monopolernes søgelys, så skyldes det alene de generelt høje standarder, der findes i Canada. Den canadiske stat har betalt amerikanske virksomheder én milliard kroner i de syv sager, som Canada har tabt, for eksempel sagen om den canadiske provins Québecs forbud mod udvinding af skifergas.

EU ER EN DEL AF PROBLEMET

For EU er CETA og TTIP ikke en fejltagelse, som nogle EU-tilhængere giver udtryk for. De europæiske monopoler ønsker ligesom monopolerne i USA og Canada et transatlantisk indre marked mellem EU og Nordamerika. Som redskab for de europæiske monopoler sætter EU alle kræfter og ressourcer ind på at gennemføre disse aftaler, også for at forstærke tempoet og omfanget af det indre marked i EU.

TTIP og CETA skal virke som en trojansk hest i EU, blandt andet til nedbrydning af standarder som for eksempel det såkaldte "forsigtighedsprincip". Derfor ser Kommunistisk Parti også modstanden mod CETA og TTIP som en del af vores modstand mod EU.

ET GENERELT ANGREB PÅ MILJØ, FAGLIGE RETTIGHEDER OG FORBRUGERRETTIGHEDER

Hvis handels- og investeringsaftalerne bliver indført, så bliver vi alle sorteper. Det vil betyde forringelser af vores arbejdsvilkår, et dårligere miljø, mindre dyrevelfærd og forbrugerrettigheder.

Store dele af den europæiske fagbevægelse har flere gange påpeget, at TTiP og CETA er til ugunst for arbejderne og i de store investorers interesser.

Hvis handels- og investeringsaftalerne bliver indført, så bliver vi alle sorteper. Det vil betyde forringelser af vores arbejdsvilkår, et dårligere miljø, mindre dyrevelfærd og forbrugerrettigheder.

Tænketanken ETUI fra Europæisk Faglige Sammenslutning pegede i en rapport fra 2013 på, at der med TTIP kan ske en harmonisering af de amerikanske og europæiske arbejderrettigheder, som betyder en nedadgående spiral. Det britiske fagforbund GMB siger, at TTIP udgør en "meget reel risiko for, at de hårdt tilkæmpede arbejderrettigheder i Europa vil blive tvunget ned på det meget lavere niveau af arbejderrettighed i USA".

Kritikken er nået helt ind i EU-parlamentet, hvor Beskæftigelsesudvalget i begyndelsen af december 2016 afviste, at CETA er til gavn for de europæiske arbejdere. Det udtalte blandt andet:

"Selv om CETA indeholder et særligt kapitel om handel og beskæftigelse, er der en klar ulighed mellem de beskyttelsesniveauer, der er planlagt for investorer på den ene side og for arbejdstagernes interesser og rettigheder på den anden side".

De såkaldte handelsaftaler vil også være til ugunst for miljø og fødevaresikkerhed. En af de historier, der har været fremme, er, at man i USA skyller kyllinger i klor. Hvis vi får TTIP, så vil europæiske og danske forbrugere også blive udsat for amerikanske kyllinger, der er skyllet i klor.

VORES MODSTAND ER BÅRET AF INTERNATIONAL SOLIDARITET

Modstanderne af TTIP og CETA bliver skudt i skoene, at de er imod frihandel og bare vil lukke sig inde og "pille i egen navle". Det er sludder og vrøvl!

Vi anfægter eksistensen af begrebet frihandel i imperialismens tidsalder. Det er et fatamorgana, et ikke-eksisterende fænomen forstået som en fri og lige handel, som kommer alle til gode. I dag er handel og dermed "handelskapitalen" fuldstændig smeltet sammen med finanskapitalen og underlagt den personalunion, der tæller mindre end én promille af verdens befolkning, og som er de virkelige magthavere og dem, som styrer verden.

Når det er sagt, skal det også siges, at Kommunistisk Parti er imod toldsatser og andre former for handels- og investeringshindringer, hvis formål er at fastholde monopolernes og imperialismens magt og privilegier og dermed forhindre en økonomisk og social udvikling for store dele af verdens befolkning.

Vi er ikke bekymrede for, at CETA vil åbne op for, at "Canada vil presse danske standarder". Vi er bekymrede for, at CETA åbner op for, at transnationale selskaber presser både canadiske og danske standarder. Regningen vil blive betalt af både den canadiske og danske arbejderklasse, såvel som både det canadiske og danske/europæiske klima og miljø bliver forringet.

TTIP og CETA skal ikke ses som en konflikt mellem EU og USA/Canada. Det er en konflikt, en klassekamp båret af forskellige klasseinteresser mellem arbejderklassen, den canadiske, amerikanske, mexicanske, danske, europæiske arbejderklasse og de transnationale monopoler, uanset om de har deres rod i USA, Canada eller Europa.

HVOR ER FAGBEVÆGELSEN?

Store dele af fagbevægelsen i Europa og på den anden side af Atlanten er imod TTIP og CETA. De frygter, at aftalerne vil forringe arbejderrettighederne. Kun den nordiske fagbevægelse ser ubekymret til, og i Danmark har LO sagt god for CETA. Her peger man på, at det vil gavne beskæftigelse, selv om afgørende principper, som ellers har båret arbejderbevægelsens indsats igennem hundrede år, står på spil. Principper som velfærd, solidaritet og de stærke skuldre må bære mest. LO og Socialdemokratiets støtte til CETA giver mindelser tilbage til 1972, hvor medlemskabet af EF blev solgt af flæskepriser.

Det er derfor glædeligt, at mange lokale fagforeninger nu siger nej til TTIP og CETA og deltager i aktiviteter mod dem.

BEVÆGELSEN SKAL UDVIKLES

Det er med glæde, vi ser, at der er udviklet en bred dansk bevægelse mod de to frihandels- og investeringsaftaler. Den består af en bred vifte af miljøorganisationer, solidaritetsorganisationer, ungdomsorganisationer, fagforeninger, uddannelsesorganisationer og politiske partier.

Denne kamp har det indlysende perspektiv, at det er en dagsorden, som højrefløjen ikke kan erobre. Højrefløjen er for TTIP og CETA, er for kapitalens friheder. 

Det er positivt, at bevægelsen er blevet landsdækkende og vil gennemføre landsdækkende kampagner. Kommunistisk Parti bakker fuldt og helt op om denne udvikling af bevægelsen og er gået aktivt ind i den.

Denne bevægelse har enorme muligheder og potentiale i sig, på trods af de forskelligheder og den mangfoldighed den rummer. Mangfoldigheden står nemlig ikke i vejen, men har været en styrke i den fælles bekymring. En bekymring over den nuværende globale økonomiske og politiske udvikling med alle de negative konsekvenser det har for verdens befolkning, miljø og klima, arbejderrettigheder, demokrati og mangel på en fremtid båret af international forståelse, udvikling og fred.

Denne kamp har det indlysende perspektiv, at det er en dagsorden, som højrefløjen ikke kan erobre. Højrefløjen er for TTIP og CETA, er for kapitalens friheder. Og TTIP, CETA og TiSA er unægtelig svært at forbinde med en "muslimsk trussel". I andre sammenhænge forsøger højrefløjen at fremstå som den lille mand/kvindes beskytter, og der kan ikke blive nok grænsebomme. Men når det gælder at åbne grænserne og smadre grænsebommene, for at kapitalen og de multinationale selskaber kan flyde frit, er både politikken og retorikken en ganske anden.

Mange mennesker er med rette bekymrede og nervøse over den nuværende udvikling. Men højrefløjen i fremgang forsøger at forvandle denne bekymring og frygt til passivitet og handlingslammelse og ikke til kamp ved at opstille falske fjendebilleder.

At udvikle kampen imod TTIP, CETA og TiSA kan være en af brikkerne i et større puslespil, hvor der kan skabes en vending i klassekampen, hvor der ikke sparkes nedad mod indbildte fjender, men opad imod dem, som har magten – kapitalen, de multinationale og dens personalunion, der tæller mindre end en promille af verdens befolkning, og som er de virkelige magthavere og dem, som styrer verden.