Religion er en privatsag – lad den ikke splitte os

Videnskab og teknologi udvikler sig i disse år med hastige skridt. Hvad vi for få år siden ikke troede muligt, realiseres nu for øjnene af os. Robotteknologien breder sig i produktionen. Virale netværk rammesætter vores kommunikation og styringsprocesser. DNA-teknologi rykker ved viden og indgroede opfattelser om fortidens mennesker og vores historie.

Grænserne mellem religion og politik udviskes, og mennesker med forskellige religiøse opfattelser males op i hver deres hjørne af en betændt, følelsesladet og skinger debat. 

Man skulle på den baggrund så sandelig tro, at videnskaben med disse og uendeligt mange andre triumfer havde fortrængt religion, religiøse opfattelser og overtro langt mere overbevisende, end da kampen mellem videnskab og religion for alvor spidsede til i 1700-tallets oplysningstid.

Men det ser det ikke ud.

Religion og religiøse opfattelser indtager i dag en langt større plads i det offentlige rum og i den offentlige debat end for 40 år siden. Jeg tvivler på, at det skyldes, at folk generelt er blevet mere religiøse. Det skyldes snarere, at religionen og det religiøse spørgsmål politiseres, altså bruges til at fremme bestemte politiske dagsordener – og ikke de progressive af slagsen.

Grænserne mellem religion og politik udviskes, og mennesker med forskellige religiøse opfattelser males op i hver deres hjørne af en betændt, følelsesladet og skinger debat. Imens føres der korsfarer-krige for profit, og der skæres lysteligt ned på hævdvundne velfærdsrettigheder, som vi burde samle os om at forsvare og udbygge.

Også i denne avis’ spalter har det religiøse spørgsmål været taget op, blandt andet i forbindelse med at jeg tilbage i november måned skrev en kronik om flygtningespørgsmålet.

Lad alt dette være en anledning til at fokusere lidt på, hvad kommunisterne egentlig mener om det religiøse spørgsmål.

FOLKETS OPIUM

"Religion er folkets opium", lyder den enkle og helt grundlæggende marxistiske tilgang, som kommunister altid har holdt fast i som en principiel tilgang til det religiøse spørgsmål.

Vi er som kommunister ateister, og vores ideologiske og teoretiske grundlag er ateistisk: Vi anerkender ikke eksistensen af guddommelige væsener.

Karl Marx skrev i "Kritik af den hegelske retsfilosofi" (1843-44):

"Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium".

Så vi er som kommunister ateister, og vores ideologiske og teoretiske grundlag er ateistisk: Vi anerkender ikke eksistensen af guddommelige væsener. Det hænger sammen med vores verdensopfattelse: At det er den materielle verden, der er det primære og grundlæggende. Ideerne er afledt af den materielle verden og afspejler denne. De er knyttet til noget fysisk, nemlig til menneskets hjerne. Således også med religionen, der jo kan opfattes som et helt system af ideer. Den er med dens guddomme og åndsskabninger menneskeskabt, et produkt af den menneskelige hjerne og dermed af menneskets intellekt og fantasi.

Marx knyttede helt fra starten religionskritikken til kritikken af det menneskelige samfund, af den "jammerdal" som mennesket lever i:

"At ophæve religionen som folkets illusoriske lykke er at fordre folkets virkelige lykke. Fordringen om at opgive illusionerne om sin tilstand er fordringen om at opgive en tilstand, som har illusioner behov. Kritikken af religionen rummer altså i kim kritikken af den jammerdal, hvis helgenglorie religionen er."

I kampen mod det samfund, mod den jammerdal – for nu at blive i Marx’ sprogbrug – gælder det om at forene alle de kræfter, der ønsker et opgør med kapitalismen og dens udbytning. Og når de kampe føres, er det ikke det enkelte menneskes eventuelle religiøse overbevisning, der skal fokuseres på. Tværtimod. Set i det lys er religion så afgjort en privatsag.

STÅ SAMMEN MOD KAPITALEN

Helt grundlæggende er det vores opfattelse, at religion ikke bør være en kilde til uenighed og splittelse i arbejderklassen og blandt de folkelige kræfter. Op igennem historien er der leveret eksempel efter eksempel på, at det handler om at stå sammen i kampen mod kapitalen på tværs af forskelligheder som køn, race, etnicitet og ja: religiøs overbevisning.

Religion bør ikke være en kilde til uenighed og splittelse i arbejderklassen og blandt de folkelige kræfter. 

I runde vendinger kan man sige, at man kan tænke og tro, hvad man vil. Kommunister forbeholder sig retten til ikke at tro. Men vi respekterer, at andre har andre opfattelser, herunder bekender sig til en eller anden trosretning.

Derfor forfægter vi i den konkrete politik en verdslig – eller sekulær - linje. Det betyder, at vi går ind for, at staten og dens institutioner er ikke-religiøse (ikke anti-religiøse), altså at de forholder sig neutralt i forhold til religion, guddommelighed og tro. Det betyder konkret, at vi for eksempel ønsker en adskillelse af kirke og stat. En sekulær stat behandler alle mennesker lige uanset religiøs overbevisning og favoriserer ikke én religion frem for andre.

Begreberne ateisme, verdslighed og privatsag er således centrale i kommunisternes holdning til det religiøse spørgsmål. Det er disse begreber, der danner grundpillen, når vi skal tage konkret stilling til alle de store og små spørgsmål, der rejses i debatten.

RELIGIØSE SYMBOLER OG BEKLÆDNING

Lad mig tage et eksempel som burkaforbud – for nu at vælge et emne, som absolut ikke burde høre til i den tunge kategori, men som dog vejer tungt i den meget følelsesladede debat, det kan afføde.

Skal vi gå videre ad verdslighedens vej bør det også være et krav at skille folkeskole og kirke.

Først: Skal vi som kommunister gå ind for burkaforbud – eller for andre forbud i øvrigt mod religiøs beklædning? Nej, det synes jeg helt generelt ikke, at vi skal. For vi opfatter det som en privatsag, hvorledes man vil klæde sig. Nogle kan lide at gå i hullede bukser, andre går i stiletter. Nogle bærer et dagmar-kors om halsen, andre går med jødekalot. Det kan vi som enkeltindivider, som stat eller som civilsamfund have mange holdninger til. Men det vil være en krænkelse af individets integritet, hvis der lovgives om det ene eller det andet over for enkeltpersoner.

Men er burka og niqab og andre tilsvarende beklædninger, der kulturelt har deres udspring i en bestemt religiøs opfattelse, da ikke kvindeundertrykkende? Jo, det er vi så sandelig nogen, der mener. Og det vil vi til hver en tid argumentere for. Andre har en anden opfattelse, herunder nogen af dem, der bærer disse klædningsstykker. Og det er netop hele pointen: at vi her har at gøre med ånds- og trosfrihed, med friheden til at tænke og mene, som man vil. Med religion som en privatsag.

Til gengæld vil jeg i samme åndedrag argumentere for, at når det kommer til staten og det offentliges myndigheds- og magtinstitutioner, så bør religiøse symboler og religiøs beklædning forbydes. Det offentlige rum skal være så frit for religiøse symboler som muligt. Det hænger sammen med, at kommunister går ind for den verdslige stat, der forholder sig ikke-religiøst og neutralt over for religion. De, der repræsenterer denne stats myndighed, bør derfor ikke udsende religiøse signaler.

Derfor er det helt i sin orden, at det i maj 2009 blev vedtaget, at dommere ved domstolene ikke må bære religiøst betingede tørklæder eller andre religiøse symboler. Ligeledes bør der ikke hænge kors eller andre religiøse symboler på væggene i offentlige institutioner.

Skal vi gå videre ad verdslighedens vej bør det også være et krav at skille folkeskole og kirke, således at konfirmationsundervisning ikke er integreret i folkeskolens skema.

Så kort opsummeret: Kommunisterne er af ideologi og teori ateister. Vi går ind for den verdslige stat, for adskillelse mellem religion/kirke og stat. Vi mener, at religion er en privatsag. Og så længe, der findes religiøse trosretninger og kirker, går vi ind for fredelig sameksistens mellem disse, så mennesker ikke splittes af religiøse årsager – og så der i sidste ende ikke kan føres krige og korstog i den ene eller anden religions navn.

KRISTEN FUNDAMENTALISME

De eksempler, jeg har nævnt, har at gøre med både islam og kristendom. Jeg kunne have nævnt andre religioner. Men det er de to religioner, der i disse år bevidst stilles op som hinandens modsætninger, og som der drives politik på ryggen af.

I den ene ende hævdes det, at islam er det altoverskyggende problem, i den anden ende omklamres vi i praksis af kristendommen, som i stigende omfang sættes lig med danske værdier.

Følger man debatten, kan man forledes til at tro, at islam er ved at overtage Danmark, og at "det kristne Danmark" er truet. Når for eksempel nogle studerende på en videregående uddannelsesinstitution gerne vil have et retræterum (hvor nogen sikkert beder), får man næsten det indtryk, at der er tale om en lille moske med radikaliserede unge midt i et liberalt dansk uddannelsesmiljø! Hvad der i dagligdagen i praksis ikke er et problem, pustes op og bliver til falske problemer, der uden reel grund sætter menneske op mod menneske.

I den ene ende hævdes det, at islam er det altoverskyggende problem, i den anden ende omklamres vi i praksis af kristendommen, som i stigende omfang sættes lig med danske værdier, her opstillet som et helt abstrakt begreb, hævet over klasser, klassekamp og samfund. I DR’s ellers indtil nu hæderlige søndags-serie om Danmarks historie slap en forsker forleden afsted med uimodsagt at postulere:

"Kristendommens indførelse er fundamental for den historiske stat, som Danmark bliver. Hele det kristne værdisæt gennemsyrer stadigvæk vores samfund i dag. Så hvis der er én ting, vi virkelig kan tage med os fra vikingetiden, er det det kristne tankegods." (Historien om Danmark: Vikingetiden, vist i DR 17.april).

Man kan naturligvis ikke underkende, at kristendommens indførelse i Danmark var af betydning. Men at kalde den for "fundamental for den historiske stat" er at gøre den til noget absolut og til en almen "værdi", som alle må forsvare, hvis de vil kunne kalde sig danskere. Hermed bæres der, bevidst eller ubevidst, ved til en kristen fundamentalisme.

RELIGION OG POLITISKE SKILLELINJER

Kristeligt Dagblad kunne i forbindelse med påske for et par år siden konkludere, at det bliver stadig mere legitimt blandt danske politikere at blande kristendom ind i politik: "Kristendommen kan og må gerne være en del af argumentationen i den politiske proces. Det fastslår en række folketingspolitiker fra både rød og blå blok…" (Kristeligt Dagblad, 11.april 2015.)

Tendensen til i stigende grad at hævde kristendommen som den eneste eller fineste kulturbærer i Danmark og blande den ind i politik, er et skridt i den gale retning

Den konservative Mai Mercado, som siden er blevet minister, er fortaler for kristendommens overlegenhed over andre religioner – og bruger den politisk:

"Jeg er kristen og tror på Gud. Derfor mener jeg også, at kristendommen er den bedste religion, og at den er bedre end islam. Det er naturligvis en personlig holdning, og det er noget, jeg særligt tænker på her i påsken. Men det er også et pejlemærke for den politik, jeg mener, der skal føres i Danmark". (Berlingske Tidende, 3. april 2015.)

Samme opfattelse deler Dansk Folkepartis idologiske frontkæmper Marie Krarup ikke overraskende. Hun mener, at "kristendommen skaber et verdensbillede og en verdensorden, som gør, at vi kan tale politik som politik og religion som religion". Og "derfor er al politik, som føres i vores samfund, i princippet kristen". (Kristeligt Dagblad 11. april 2015.)

Denne tendens til i stigende grad at hævde kristendommen som den eneste eller fineste kulturbærer i Danmark og blande den ind i politik, er et skridt i den gale retning. For det første forfalsker den sandheden om, hvem der er de reelle kulturbærere af det samfund, som er bygget op gennem århundreder, nemlig menigmand, bønder og arbejdere. For det andet – og det er ikke mindre slemt – lægger den op til at sætte politiske skillelinjer op på basis af religion. Dermed skaber den splittelse – og afleder fra de virkelige kampe, der bør føres.

Og så er jeg tilbage ved overskriften på dette indlæg: Religion er en privatsag – og lad den ikke splitte os.