FOTO: Aage Christensen
1 af 1

USA sviner – Danmark betaler

Kommentar
ons 17. jan - 2018

Det er en markant afspejling af Danmarks forhold til USA, at den danske regering har opgivet at få USA til at betale oprydningen for sine militæraktiviteter på Grønland. I stedet kommer det til at koste de danske skatteydere i første omgang 180 millioner kroner.

Magthavernes alliance med USA har været og er fortsat en dyr og meget farlig affære.

Grønland har været en central brik i USA's atomare trusler mod verdensfreden i 75 år. De første militære installationer blev opbygget under Anden Verdenskrig. Med den kolde krig tog begivenhederne for alvor fart. Thulebasen blev start- og landingsbane for de store amerikanske B52-bombefly, som permanent var i luften for hurtigt at kunne slå til mod storbyer i Sovjetunionen.

Officielt benægtede skiftende regeringer dette, men sandheden kom for en dag, da et bombefly for 50 år siden styrtede ned med sin last af fire atombomber. Danske arbejdere ryddede op under elendige sikkerhedsforhold. Mange fik varige skader af det radioaktive affald.

Grønland var længe Danmarks vigtigste bidrag til NATO. Thulebasen er stadig en del af det amerikanske atomprogram. 

I dag har man kendskab til 20-25 forladte amerikanske anlæg rundt i Grønland. Amerikanerne har efterladt en svinesti. Grønland har længe presset på for at få ryddet op, fordi efterladenskaberne er en stigende trussel mod den skrøbelige arktiske natur.

Dybt under indlandsisen ligger amerikanernes største anlæg Camp Century. Det er ikke omfattet af den aktuelle aftale om oprydning. USA ville opbygge 4000 kilometer jernbane under isen og have 600 atombomber oplagret til at kaste over Sovjet og Østeuropa. For at levere energi til basen opbyggede USA en atomreaktor. Altsammen godkendt i hemmelighed af den danske regering.

Nu smelter indlandsisen, og basen er på vej mod overfladen, blandt andet mange millioner liter radioaktivt spildevand og titusinder af liter kemisk affald, der vil blive spredt i naturen, hvis ikke man handler i tide. 

Magthavernes alliance med USA har været og er fortsat en dyr og meget farlig affære, som fra første færd har været pakket ind i et tætmasket net af løgne og fortielser.