National kamp og kampen for socialisme

Nogle spørgsmål synes at dukke op igen og igen, hver gang på en ny måde. Et sådant spørgsmål er det nationale spørgsmål. Man kan bare tænke på modstandsbevægelsens kamp for Danmarks nationale selvstændighed under besættelsen 1940-45 og på i dag, hvor Danmarks nationale selvstændighed stykke for stykke overgives til EU med en blanding af demokratiske processer og manipulation.

Arbejderklassens nationalfølelse er en folkelig, ikke-religiøs og ikke-etnisk afgrænset patriotisme.

Et centralt element i det nationale spørgsmål er, hvorledes dette spørgsmål og kampen for socialismen forholder sig til hinanden. Svækker den nationale kamp kampen for socialismen eller kan den styrke denne? Hvis det sidste er tilfældet, hvordan skal den så føres?

Inspireret af en meget spændende tilgang til spørgsmålet fra Georges Gasteaud (GG), Centret for Genskabelse af det Kommunistiske Parti i Frankrig, PRCF, (1) vil jeg tage nogle af de ovenfor stillede spørgsmål op. Inden GG’s tanker refereres, tages dog først fat i et par af de mere generelle spørgsmål.

NATIONAL KAMP OG KLASSEKAMP

Flere af de grupperinger, der erklærer socialismen som deres mål, synes ikke at betragte det nationale spørgsmål som særligt påtrængende. Dermed forbigår de også spørgsmålet om sammenhæng mellem national kamp og klassekamp.

Dansk Folkepartis viften om sig med nationale symboler, har muligvis virket dæmpende på lysten til at beskæftige sig med emnet. Men spørgsmålet er for vigtigt til at blive negligeret.

Først gælder det om at nå en afklaring af begreberne. Hvad er en nation? Den borgerlige tradition definerer nationen ud fra det enkelte individs følelse af tilhørsforhold, fællesskab eller forpligtelse i relation til en større gruppe mennesker, - et fællesskab formet af historie og geografi. I værste fald indgår pseudobiologiske begreber som blodets bånd eller race. Nationalfølelsen bevæger sig hermed over i nationalisme.

TO NATIONER I NATIONEN

En marxistisk definition knytter nationen til objektive størrelser. Ud over sprog, geografi og historik også økonomisk liv samt psykologiske og kulturelle fællestræk. Hermed tilføres de elementer, der udelukker, at koncernchefen og arbejderen skulle udgøre et fællesskab, være ”i samme båd”.

Om man kan lide det eller ej: I nationen findes to nationer, arbejderklassens og borgerskabets. I hver af de to nationer er der reelt forskellige rettigheder, muligheder og kultur. I de to nationer vil der også være forskellige opfattelser af nationens udvikling eller afvikling.

En dansk koncernchef eller multimillionær vil let kunne tændes ved tanken om fædreland EU med dets muligheder for nye markeder, investeringer og indtjening. En dansk bygningsarbejder, der må se sig fyret til fordel for udenlandsk, underbetalt arbejdskraft, tilvejebragt gennem arbejdskraftens frie vandring i EU, vil utvivlsomt se tingene på en ganske anderledes måde.

UENIGHEDER OM DET NATIONALE SPØRGSMÅL

Det nationale spørgsmål og dets relation til kampen for socialismen har tidligere fremkaldt voldsomme debatter og uenigheder i den kommunistiske bevægelse, for eksempel mellem Lenin og Rosa Luxemburg (behandles senere).

Denne uenighed er ikke mindre i dag, hvor en del af venstrekræfterne accepterer den overnationale EU-konstruktion og har illusioner om at reformere den indefra. Samtidigt afskrives danskhed ofte som forældet og overlades dermed til højrepopulisternes fordrejning og forfladigelse. Uenigheden gør det nødvendigt at undersøge nogle af de spørgsmål, som indgår i denne diskussion:

Hvad er forskellen på den progressive og den højrepopulistiske nationalfølelse?

Højrepopulismens nationalfølelse udtrykkes gennem ord som Gud og konge, arv og slægt. Det nationale sindelag manifesterer sig mest gennem ivrig brug af nationale symboler og et forløjet historiesyn med tilhørende længsel efter gode, gamle dage. Bærende er reelt den dertil knyttede nedgørelse af ”de fremmede”.

Arbejderklassens nationalfølelse er en folkelig, ikke-religiøs og ikke-etnisk afgrænset patriotisme. Den bygger på udvikling af størst mulig demokrati og forlanger fuld lighed uanset køn, tro, etnicitet mv. Den vil sikre værdier som klassen selv har tilkæmpet sig og kæmper for. Det drejer sig om kollektiv velfærd, fuld beskæftigelse og opretholdelse af en omfattende og alsidig national produktion. Den bygger på solidaritet mellem arbejdere, hvor den reaktionære nationalisme splitter arbejderklassen efter etniske og religiøse tilhørsforhold og lader kapitalen styre.

Er kampen for national suverænitet ikke i modstrid med den proletariske internationalisme?

Igen, spørgsmålet kan ikke besvares abstrakt og alment. Under den kolde krig støttede de kommunistiske partier i de imperialistiske lande tredjeverdens-landenes kamp for national selvstændighed. GG fremhæver for eksempel, hvorledes Frankrigs Kommunistiske Parti, PCF (se boks) som nationalt parti førte en internationalistisk kamp imod racisme, krig og fransk imperialisme. Det indebar støtte til Algeriets kamp for frigørelse fra Frankrig.

Samtidig står det klart, at det ikke er internationalisme og i arbejderklassens generelle interesse at støtte ethvert krav fra medlemmer af etniske eller religiøse befolkningsgrupper om national selvstændighed. Man må her undersøge baggrunden for kravene, idet imperialisterne til enhver tid prøver at destabilisere lande, der ikke retter ind under USA’s verdensorden, ved at fyre op under etniske og religiøse modsætninger (USSR, Jugoslavien, Irak, Syrien, Ukraine).

Kan kampen for national selvstændighed være et led i, eller vil den hæmme kampen for socialisme?

Lenin og bolsjevikkerne havde princippet om undertrykte nationers ret til selvbestemmelse med allerede i partiprogrammet fra 1903. Denne ret galt for eksempel det polske folks ret til frigørelse fra Rusland.

Rosa Luxemburg var imod, fordi hun tog afstand fra det polske borgerskabs reaktionære nationalisme. Lenins begrundelse var, at accepten af Polens ret til national selvstændighed ville styrke solidariteten mellem russiske og polske arbejdere. Den ville svække det russiske borgerskab og den storrussiske chauvinisme og dermed styrke den russiske arbejderklasses kamp. Endvidere kunne den polske arbejderklasse, ved at understøtte det polske borgerskabs ønske om national selvstændighed, tiltvinge sig demokratiske rettigheder (2).

Dimitrov advarede i 30’nes antifascistiske kamp arbejderklassen mod at overlade den nationale følelse til fascisternes grove misbrug (3). I Kina og Vietnam var kampen for national selvstændighed og kampen for socialisme uadskillelige.

DET AKTUELLE SPØRGSMÅL

For Danmark og andre lande i EU er det aktuelle spørgsmål: Vil vi passivt se på, at den danske arbejderklasses følelse af danskhed og loyalitet over for Danmark manipuleres over i en EU-defineret europæiskhed - eventuelt pyntet med lidt dansk lokalkolorit til brug ved landskampe og royale fødselsdage?

Svaret er et klart nej! Dette nej indebærer på ingen måde et afkald på deltagelse i internationalistisk klassekamp gennem den tættes mulige koordination med arbejderklassens kamporganisationer i andre, herunder europæiske, lande.

Det, der afgør spørgsmålet, er analysen af, for hvilken klasse EU er bygget op og agerer. Er det kapitalistklassen eller arbejderklassen? Hertil slutter sig det taktiske spørgsmål: Giver EU som slagmark bedre eller dårligere muligheder for arbejderklassens hegemoni end den nationale?

Min arbejdstese er, at EU, især gennem den fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft, har været kapitalen et yderst effektivt terrorvåben i klassekampen, og at det er selvmorderisk for arbejderklassen at vælge en slagmark, der giver klassemodstanderen så store fordele. 

NOTER

1. Georges Gastaud: Patriotisme et Internationalisme. Udgivet af: Comité Internationaliste pour la Solidarite du Classe. 2010.

2. V. I. Lenin: Om Nationernes ret til selvbestemmelse. Udvalgte værker. Bind 5 1908-14, s. 163 eller www.marxister.dk/luv.php#6

3. G. Dimitrov: Fascismen er fjenden. Forlaget Tiden 1975.