95 procent vil have velfærd i stedet for kampfly
Gymnasieelever og andre dele af den danske befolkning er kraftige modstandere af at bruge op mod 30 milliarder kroner på nye kampfly. De vil langt hellere bruge pengene på bedre velfærd.
Det viser en meningsmåling, som Kommunistisk Parti gennemførte i dag mellem klokkem 14 og 15 foran Christianshavns Gymnasium i Prinsessegade.
126 gymnasieelever og andre forbipasserende tog stilling til, om de 30 milliarder skal bruges på kampfly eller velfærd. Resultatet var markant. 120 stemte for bedre velfærd, mens seks mente, pengene er bedst brugt på kampfly.
Det giver et flertal på 95 procent, der mener, at de mange penge skal bruges på velfærd.
- Mange af dem, vi mødte, var glade for, at vi rejser den her problemstilling. De finder det helt absurd, at et flertal af de danske politikere vil bruge så mange penge på flere kampfly i en situation, hvor der skæres ned på uddannelse og andre velfærdsområder, siger Ulla Rosenvold, formand for Kommunistisk Parti Amager.
Kommunistisk Parti inviterer i morgen aften til debatmøde klokken 19 i Christianshavns Beboerhus om prioriteringen af kampfly kontra velfærd. Mødet er åbent for alle interesserede.
Yderligere oplysninger: Ulla Rosenvold 3029 3534