Atomafrustning NU!
USA's og NATO's oprustning truer freden, og Danmark spiller aktivt med: Med historisk store våbenkøb, et hastigt voksende forsvarsbudget og danske tropper i krig langt fra landets grænser.
Og det stopper ikke her. I forbindelse med et møde mellem NATO's medlemslande i sidste uge havde forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fundet atomretorikken frem fra den kolde krigs tid.
Anledningen er striden om, hvorvidt det russiske missilsystem SSC-8 var en krænkelse af INF-traktaten, der forbyder USA og Rusland at opstille mellemdistanceraketter – og som først er blevet opsagt af USA og herefter af Rusland. Den danske forsvarsminister mener, at NATO skal overveje alle muligheder for at sætte Rusland på plads, herunder et atomangreb imod Rusland.
Truslen om at anvende atomvåben er en forbrydelse imod menneskeheden.
USA har længe udvidet sin atomare slagstyrke. Allerede Obama brugte milliarder på nye taktiske atomvåben. Senest har USA startet produktionen af et nyt atomvåben, W76-2, til sine ubåde.
Atomtruslen er blevet optrappet og bliver det fortsat. Selv om både Trump og NATO's generalsekretær officielt advarer mod et nyt våbenkapløb, er et sådant allerede i gang – med USA og dets allierede i førertrøjen.
Danmarks forsvarsminister er i krigshumør, og der er god grund til at påpege, at han befinder sig på kollisionskurs med international ret. Ikke alene brugen af atomvåben, men også truslen om at anvende atomvåben er af FN's Internationale Domstol i Haag betegnet som en forbrydelse imod menneskeheden.
Det er en skandale, at forsvarsministerens krigsophidsende retorik ikke modsiges af samtlige partier i det danske Folketing. Ingen danske medier har fundet det relevant at påpege, at ikke-spredningsaftalen (NPT) fra 1968 pålægger alle atommagter at stoppe atomkapløbet og arbejde for afskaffelse af alle atomvåben.
Der var engang, hvor Danmark førte en langt mere selvstændig udenrigspolitik og var imod atomoprustning. Hvor Danmark overholdt og forsvarede international ret. Der er god grund til at styrke kampen for en dansk udtræden i forbindelse med 70-året for NATO's oprettelse senere i år.