FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Betragtninger over valget i USA

USA's arbejderklasse var udset til at være valgets store tabere uanset om Clinton eller Trump var løbet af med sejren. Udsigten ser ikke desto mindre sort ud efter Trumps valgsejr.
ons 9. nov - 2016

Præsidentvalget i USA gav ingen løsning for arbejderklassen i USA, men afspejler den dybe frustration som vokser i befolkningen. Valget udtrykte, hvordan det amerikanske samfund er blevet polariseret og opsplittet. Begejstringen efter Barack Obamas valgsejre er afløst af frustration og afmagt fordi de mange løfter forblev varm luft.

Krisen og nedskæringspolitikken, har ramt den amerikanske arbejderklasse hårdt. Den har skabt arbejdsløshed og ekstrem fattigdom i verdens rigeste land. En af de mange konsekvenser af storkapitalens profitjagt er at mange af USA's traditionelle industribyer er lukket ned, fordi produktionen er flyttet til udlandet. 

Det har skabt en dyb frustration, ikke mindst i den hvide arbejderklasse, som det i høj grad er lykkedes for Trump at samle op.

USA's arbejderklasse var udset til at være valgets store tabere uanset om Clinton eller Trump var løbet af med sejren. Udsigten ser ikke desto mindre sort ud efter Trumps valgsejr. Amerikanerne kan med rette frygte for den fri abort og homoseksuelles rettigheder. De lovede skattelettelser til storkapitalen vil uundgåeligt føre til nedskæringer af den offentlige sektor.

Både Clinton og Trump har i valgkampen pustet til centrifugalkraften i det kriseplagede amerikanske samfund. Hillary Clinton har vist foragt for store grupper af Trumps vælgere. Trump har på sin side  ført en hadefuld kampagne mod både kvinder, muslimer og indvandrere. Det vil skærpe modsætningerne i det amerikanske samfundet hvor kun en ting er givet. Den amerikanske arbejderklasse vil intet få foræret uanset køn, hudfarve og religion.

Clinton tabte valget på trods af den massive støtte fra Wall Street. Hun står for oprustning, et styrket NATO og nye krige. Hvad valget af Trump vil betyde for USA's udenrigspolitik vil den kommende tid vise. Trump har lovet at nedtone spændingerne i forhold til Rusland og opgive handelsaftalerne med en række lande. Men hans udmeldinger omkring konflikten i Syrien, siger mig, at der er god grund til at frygte det værste.