FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Borgerlig forvirring om antisemitisme

Kommentar
tir 19. nov - 2019

En bande nynazister benyttede Krystalnatten i år til et antisemitisk fremstød mod blandt andet jødiske gravstene på en kirkegård i Randers. Nu venter et retsligt efterspil, hvor de skyldige nazister forhåbenligt får deres velfortjente straf.

Berlingske og Jyllands-Posten har brugt anledningen til at igangsætte et ideologisk opgør med antisemitismen – eller rettere: Man forsøger at bruge nynazisternes hadforbrydelser til at anklage venstrefløjen for at være bærere af antisemitisme, angiveligt skabt gennem venstrekræfternes historiske bånd til Mellemøsten.

En debattør i Jyllands-Posten benyttede sågar anledningen til at sætte lighedstegn mellem Hitler og Marx og advare imod enhver form for "socialisme".

Det er ikke antisemitisme at opfordre til boykot af Israel.

Disse angreb på venstrefløjen er absurde. Der findes ikke noget venstreorienteret parti eller for den sags skyld fagforeninger eller progressive organisationer i Danmark, som er antisemitiske.

Det, der nok skaber forvirring blandt de borgerlige debattører, er, at mange danskere, også langt ud over mennesker der traditionelt støtter venstrefløjen, er uhyre kritiske overfor den politik, Israel fører. Mange jøder bakker op om en sådan kritik, blandt andet fordi Israels kurs forhindrer politiske løsninger og dermed fred i Mellemøsten. Det har intet med antisemitisme at gøre, selv om Trump og hans venner i Jerusalem og andre steder forsøger at påstå det.

Det er ikke antisemitisme at opfordre til boykot af Israel. Det er ikke antisemitisme at kræve, at Israel trækker sig tilbage fra de besatte områder og efterlever international ret, sådan som en række FN-resolutioner gør det.

Det er ikke antisemitisme at fordømme Israels vilkårlige mord på palæstinensiske ledere, bosættelserne på palæstinensisk område og den apartheidpolitik, staten Israel praktiserer overfor sine palæstinensiske medborgere.

Det er derimod menneskelig anstændighed, som der bliver stadig mindre plads til i den politiske debat – ikke mindst i højrefløjens medier.

De samme medier og politiske kræfter som nu igen sammenblander relevant kritik af Israel med antisemitisme, og som for længst er ophørt med at kræve, at Israel overholder international ret og lever op til FN-resolutioner.