Corona kræver flere milliarder til sundhed
Coronavirus sætter en stadig mere markant dagsorden i mediebilledet, i det politiske liv, på arbejdspladserne og i familierne, i takt med at smittetallet vokser, og stadigt flere lande påvirkes.
Der er mange gode elementer i den samlede strategi for håndteringen af coronaepidemien, som regeringen og de relevante myndigheder har fremlagt. Myndighederne forventer, at 10 procent af danskerne vil blive smittet i den første bølge, det vil sige 600.000 mennesker. Det siger noget om, hvad det er, der ligger foran os i de kommende måneder.
Bemærkelses-værdigt nok har regeringen ikke besluttet en storstilet hjælpepakke til det danske sundhedssystem.
Her skal man ikke – heller ikke under denne krise – vente solidaritet og samfundssind fra kapitalen. Kravet fra SAS om massiv lønnedgang til de ansatte er et forvarsel om, hvad der vil komme, hvis epidemien udvikler sig, som myndighederne forudser.
I gode tider kræver kapitalen at beholde deres overskud. I krisetider får monopolerne statsstøtte. I første omgang indfører regeringen udsættelse af virksomhedernes betaling af medarbejdernes indkomstskat og moms. Kursen er sat mod nye hjælpepakker.
Spredningen af corona understreger betydningen af, at der er et godt og velfungerende sundhedsvæsen. Men finansieringen af hele den offentlige sektor undergraves af skattetænkning, skattely, og gentagne skattelettelser i milliardklassen til de mest velstående og til storkapitalen.
Samlet set lider det danske sundhedsvæsen og resten af den offentlige sektor under konsekvenserne af årtiers udsultning og bølger af massefyringer, som har sat sig dybe spor på alt fra hospitaler til ældreplejen.
Nu skal de offentligt ansatte yde en nødvendig og historisk ekstraindsats. Men bemærkelsesværdigt nok har regeringen ikke besluttet en storstilet hjælpepakke til det danske sundhedssystem, som nu står overfor den måske største belastning nogensinde, herunder behandling af de mange tusinder smittede, som man forventer i de kommende måneder.
En stærk offentlig sektor kan naturligvis ikke forhindre corona. Men det vil have en markant indflydelse på udviklingen af epidemien og omfanget af de menneskelige omkostninger og antallet af dødsfald, der vil komme som konsekvens af epidemien.