FOTO: Aage Christensen
1 af 1

En forkælet asocial overklasse

Kommentar
tir 30. maj - 2017

Danmarks 320 rigeste familier skønnes at have anbragt 60 milliarder kroner i skattely. Det svarer til 25 procent af deres samlede formuer. Det konkluderer en række forskere, som i fire år har kulegravet blandt andet lækkede bankpapirer fra Schweiz og sammenholdt dem med de officielle skatteoplysninger.

Af undersøgelsen fremgår det også, at det uden sammenligning er de familier med de største formuer, som mest energisk forsøger at undgå at bidrage til fællesskabet.

Yderligere skattelettelser til overklassen er en hjørnesten i regeringsgrundlaget. De bredeste skuldre skal ikke bære de største byrder.

Det har ikke skortet på hjælp til denne griske og asociale overklasse. Skiftende regeringer har i mere end 10 år sønderlemmet Skat og fyret 4-5.000 ansatte. Milliarderne er i bogstaveligste forstand fosset ud af statskassen. Disse mange penge kunne være brugt til et velfærdsløft. Istedet valgte regeringerne at fyre de offentligt ansatte og beskære overførselsindkomsterne for at finansiere nye skattelettelser til de mest velstillede. 

De store banker har i årevis stået på nakken af hinanden for at hjælpe og rådgive Danmarks rigeste med at skjule milliarder i skattely. Det har ikke skortet på afsløringer af svineriet. Løfter og fine ord har der været masser af. Konsekvenserne har vi derimod ikke set meget til.  

For to uger siden indgik alle partier i Folketinget en aftale om at styrke jagten på de skjulte formuer i skattely. Konkret har man afsat 15 millioner årligt i de kommende fire år. Undersøgelsen viser, at det forslår som en skrædder i helvede. Med en markant optrapning i jagten på formuerne i skattely og anden form for skattesnyd, ville man kunne hente meget store ekstraindtægter til statskassen.

I en årrække har repræsentanter for de største familieejede virksomheder drevet fælles lobbyvirksomhed for, at regeringen skal lette arveafgiften i forbindelse med generationsskifte. Som en særlig belønning til de superrige har regeringen og DF allerede bebudet, at man vil imødekomme dette ønske.

Yderligere skattelettelser til overklassen er en hjørnesten i regeringsgrundlaget. Det er ikke planen, at de bredeste skuldre skal bære de største byrder.