En trussel mod demokratiet i Portugal
Folkevalgte regeringer i Italien og Grækenland er tidligere blevet fejet til side med et pennestrøg. Da krisen skærpede til, indsatte EU såkaldte teknokratregeringer i de to lande, som gennemførte store nedskæringer.
Præsidenten vil ikke tillade dannelsen af en regering, som vil ophæve Lissabontraktaten og afskaffe euroen.
Nu er den gal igen. Denne gang er det i Portugal, hvor den konservative præsident Cavaco Silva nægter at lade et parlamentarisk flertal danne regering.
Efter det portugisiske valg den 4. oktober fik Portugals Kommunistiske Parti, Venstreblokken og Socialistpartiet absolut flertal i det portugisiske parlament. Men præsidenten har alligevel udnævnt sin partifælle Pedro Pasos Coelho fra det konservative parti som ny regeringschef.
I den sidste valgperiode stod det konservative partiet i spidsen for et brutalt nedskæringsprogram, som fik fattigdommen til at eksplodere i Portugal og tvang en halv million portugisere til at emigrere i jagten på et eksistensgrundlag. Men den asociale politik betød også, at regeringen mistede sit parlamentariske flertal ved valget.
Præsidenten begrunder sin beslutning med, at han ikke vil udfordre finansmarkederne og de finansielle institutioner ved at tillade dannelsen af en regering, hvor nogle medlemmer vil ophæve Lissabontraktaten, finanspagten, afskaffe euroen og opløse NATO.
Bemærkelsesværdigt nok er det ikke en sag, der har fået nævneværdig omtale i medierne i Danmark eller andre EU-lande, på trods af at den portugisiske præsident åbenlyst tilsidesætter de parlamentariske spilleregler for at føje storkapitalens interesser.
Farcen er langt fra afsluttet. Om kort tid fremlægger den nyudnævnte konservative regering sit regeringsgrundlag. Det forventes mødt af et mistillidsvotum af et flertal i parlamentet. Da der først kan udskrives nyvalg efter et år, vil det øge presset på præsidenten, men det er på ingen måde afgjort, hvordan den parlamentariske krise i Portugal vil ende.
International fordømmelse af præsidenten vil bidrage til at lægge et øget pres, så der kan dannes en regering i overensstemmelse med folkeflertallets ønsker.