Enhedslistens forårsudsalg
Et flertal af befolkningen i Storbritannien sagde ja til udmeldelse af EU. Siden har den britiske regering og dens partnere i EU systematisk arbejdet for at omstøde folkeviljen, som vi har set det så mange gange før – også i Danmark.
Enhedslisten benytter angrebene på brexit til at tage endnu et skridt væk fra den konsekvente EU-modstand.
Pernille Skipper udtalte forleden til Jyllands-Posten, at Enhedslisten ikke stiller op "med et krav om en folkeafstemning. Vi stiller i stedet op for at ændre EU indefra".
Partiets spidskandidat til EU-parlamentsvalget, Nikolaj Villumsen, siger til DR, at hans fokus i EU-parlamentet "er kampen for at redde vores klima". Som konkret mål nævner han, at Enhedslisten har foreslået oprettelse af "en europæisk togfond". Pelle Dragsted skriver på de sociale medier, at diskussionen om at være for eller imod er "outdated".
Enhedslistens europæiske projekt er i bedste fald en naiv illusion.
Der er i dag en verden til forskel mellem Enhedslistens partiprogram og den politik, partiet fører. Programmatisk kræver Ø stadig en dansk udmeldelse af EU, men det er noget ganske andet, man hører fra partiets talsmænd og -kvinder. For at berolige EU-modstanderne i partiets vælgerskare, forsikrer Enhedslistens talspersoner, at de – i en uvis fremtid – (måske) vil støtte en folkeafstemning.
I det europæiske samarbejde er Enhedslisten medlem af Europæisk Venstreparti, som er en samling af erklærede venstreorienterede partier, som er tilhængere af EU. Ved det kommende EU-parlamentsvalg opstiller Enhedslisten selvstændigt og indgår i et samarbejde med venstreorienterede partier, som har illusioner om, at EU kan forandres indefra.
EU er skabt af storkapitalen i Europa, som har traktatfæstet både den rå klassepolitik og oprustningen. Traktaterne kan kun forandres gennem enstemmighed. Det kommer aldrig til at ske. EU har kurs mod en stadigt tættere union, og det går stærkt. Enhedslistens europæiske projekt er i bedste fald en naiv illusion, som slører selve EU's antifolkelige og udemokratiske karakter. Der er mange gode grunde til at stemme på Folkebevægelsen mod EU den 26. maj.