Et lille land på krigsstien

Kritikken mod USA og NATO er – med enkelte undtagelser – på et historisk lavpunkt i hele den vestlige verden. Der har længe manglet argumenter imod og analyser af imperialismen og konsekvenserne af Danmarks stadigt tættere alliance med USA og NATO. 

Ingen amerikansk præsident har i nyere tid bygget flere atomsprænghoveder end Obama.

Konsekvenserne er ganske alvorlige. Megafon gennemførte en meningsmåling her i sommer, som meget klart peger på de udfordringer, vi står med som antiimperialister og NATO-modstandere.

Et stort flertal af danskerne svarer i undersøgelsen, at de mener, at Danmarks forhold til USA er afgørende for både Danmarks velstand og sikkerhed. 

Meningsmålingen er en afspejling af styrkeforholdet i klassekampen. Men den er også et vidnesbyrd om den politiske og ideologiske påvirkning, vi udsættes for 24 timer i døgnet, 365 dage om året, fra både TV, radio, internet og aviser.

Der har aldrig været flere medier og informationer tilgængelige, end der er i dag, men det helt overvejende mediebillede understøtter den førte politik og de nuværende magtforhold.

Medierne lovpriser det kapitalistiske system, den private ejendomsret og den vestlige verden i bredest tænkelige forstand. Vi ser også, at medierne generelt og uden nævneværdig analyse videregiver de fjendebilleder, som magthaverne ønsker at formidle.

Journalist og forfatter John Pilger har kritiseret USA og Storbritannien siden Vietnamkrigens dage. Han har ofte påpeget mediernes negative rolle, som har taget fart, efter Obama blev præsident. John Pilger siger det uden omsvøb: “Magtens stille, globale, kliniske manipulation, maskeret som en indsats for det gode. Det er en brilliant, endog vittig og meget succesrig form for hypnose.”

Pilger er skarp i sin kritik af Obama, som han beskriver som en af de mest voldelige præsidenter, USA har haft, blandt andet med henvisning til Obamas globale brug af droner til at bombe og henrette USA’s modstandere.

Pilger kalder det meget rammende for en kampagne af terror og mord. Han påpeger også det absurde i, at Obama lovede at afskaffe atomvåben og derfor fik Nobels Fredspris i 2009.

Ingen amerikansk præsident har i nyere tid bygget flere atomsprænghoveder end Obama, lyder anklagen fra Pilger, som også påpeger, at mens Obama har været præsident, er en ny kold krig under forberedelse.

I dag arbejder 12 danske ambassader direkte på at understøtte danske våbenproducenters salgsfremstød.

På trods af disse dystre kendsgerninger ser man i medierne i den vestlige verden en generel støtte til USA, og der tegnes et positivt billede af Obama. Man skal lede med lup i de store medier for at finde et kritisk og nuanceret billede af den politik, der har kendetegnet USA, imens Obama har været præsident.

Set i det lys bør det ikke undre, at så mange danskere er positive overfor Danmarks nære forhold til USA. Men det viser også med al ønskelig tydelighed, hvad der er for udfordringer, vi står overfor for at påvirke og ændre opinionen og opbygge en stærk fredsbevægelse og igen skabe grobund for antiimperialistiske holdninger.

DANSK UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK

Siden Danmark trådte ind i EF/EU i 1972, har der været tre hovedelementer i den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik – FN, NATO og EU. Men der er sket en dramatisk forandring af, hvilken rolle Danmark spiller i disse organisationer.

I FN spillede Danmark i mange år en relativ selvstændig og positiv rolle med en aktiv støtte til de internationale konventioner og international ret. Men de seneste årtiers stadigt tættere alliance med USA og integration i EU og EU’s fælles udenrigspolitik har betydet, hvad man på mange måder kan betegne som en 180 graders kovending.

Danmark trådte ind i EF/EU sammen med Storbritannien, som dengang blev betegnet som Danmarks nære europæiske allierede. Men efter Brexit vil magthaverne i Danmark ikke længere ”følge eksporten af bacon”, som de propaganderede i 1972.

I dag tegnes Danmarks EU-politik generelt af en tæt alliance med Tyskland, som efter annekteringen af DDR uden sammenligning er EU’s stærkeste magt.

Medierne lovpriser det kapitalistiske system, den private ejendomsret og den vestlige verden i bredest tænkelige forstand.

Også når det gælder Danmarks forhold til NATO, er der sket store forandringer. Folkestemningen dengang lagde pres på partierne. Det daværende danske folketingsflertal var kritisk over optagelsen af Vesttyskland i NATO.

I 80’erne var et folketingsflertal kritisk overfor USA’s atomoprustning. Det Radikale Venstre var NATO-modstandere. Socialdemokratiets top var splittede omkring NATO, men var generelt kritiske overfor USA’s atompolitik.

I dag er alle forbehold opgivet. Både Socialdemokraterne og Radikale står fasttømret på et nyliberalt og pro-imperialistisk grundlag. Derfor kan de politiske alliancer fra dengang ikke genopbygges i dag. Men dengang som i dag er det afgørende at rodfæste kampen mod oprustning og krig i den danske arbejderklasse, så må tiden konkret vise, hvilke af de politiske partier der vil være med. I dag støtter det store flertal i det danske Folketing NATO og den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, som følger det mindste vink fra USA.

UDREDNING  AF DANSK UDENRIGS- OG SIKKERHEDSPOLITIK

Lars Løkke Rasmussens regering bad ambassadør Peter Taksøe-Jensen gennemarbejde grundlaget for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik i en såkaldt udredning.

Det militærindustrielle kompleks vokser og spiller en stigende rolle, også i Danmark.

Det er et omfattende og digert værk, som grundlæggende argumenterer for at fortsætte og udbygge den nuværende kurs og placere Danmark som et kerneland i både NATO og ”et stærkt Europa”.

Taksøe taler i udredningen om en ”unik mulighed for at placere Danmark strategisk med tre ben”. Han anbefaler, at Danmark med ”EU som omdrejningspunkt vedligeholder relationerne til vores tætteste europæiske allierede, Tyskland” og optræder med ”en transatlantisk stemme i NATO og EU (..for at ..) bygge bro og styrke de transatlantiske bånd. Vi skal udnytte vores position som arktisk stormagt til at påvirke udviklingen i Arktis.”

Taksøe anbefaler også en asiatisk dimension i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, som ”udnytter vores strategiske partnerskaber til fremme af vores kommercielle interesser og globale dagsordener. Denne dimension bør styrkes ved opbygningen af et strategisk partnerskab med Indien.”

Taksøe bidrager desuden ihærdigt til at cementere billedet af ikke mindst Rusland som en strategisk modstander, som Danmark bør bidrage til at bekæmpe med alle midler. Bemærkelsesværdigt nok nævner Taksøe-udredningen ikke med et ord, at NATO’s militærudgifter er 10 gange større end Ruslands, som langtfra har en økonomisk og militær styrke til at sætte kurs mod en militær konfrontation med USA og dets europæiske allierede. 

DEN AKTIVISTISKE UDENRIGSPOLITIK

Der er en bred vifte af negative konsekvenser af Danmarks medlemskab af NATO. Det, der i dag kaldes en aktivistisk udenrigspolitik, har ført til: 

• At det danske militær ikke længere er indrettet med henblik på at forsvare Danmark, men er opbygget med fokus på at deltage i USA’s krige.
• At en betydelig del af de mange nye våben, der indkøbes i disse år, anskaffes med henblik på at føre krig i udlandet. 
• At antallet af værnepligtige, der indkaldes, skal sikre, at der er et tilstrækkeligt rekrutteringsgrundlag for den professionelle hær, der sendes ud i USA’s krige.

Samtidigt har NATO-partierne i det danske Folketing ikke bare opgivet modstanden mod USA’s/NATO’s atompolitik, men aktivt integreret vores land til denne og indlemmet Danmark i USA’s missilskjold.

Missilskjoldet er – sammen med den nye generation af mindre atomvåben, som Obama har brugt uendeligt mange milliarder på at bygge – med til at sænke tærsklen for brug af atomvåben, fordi missilskjoldets formål er at forhindre modstanderen (læs Rusland og Kina) i at gengælde et amerikansk atomangreb.

DANMARK PÅ KRIGSSTIEN

Danske militære styrker spiller en stadig vigtigere del i den danske udenrigspolitik. På forsvarets hjemmeside kan man få et billede af, hvor mange danske styrker der er udstationeret rundt på kloden. 

Både Socialdemokraterne og Radikale står fasttømret på et nyliberalt og pro-imperialistisk grundlag. 

Danmark er i dag en del af USA’s permanente krig, som på 15 år har ødelagt store dele af Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen og er i fuld gang med at sønderlemme Syrien.

Det har haft endog meget store menneskelige og økonomiske omkostninger. 43 danske soldater er døde i Afghanistan, 7 i Irak. Flere tusind er vendt hjem med både fysiske og psykiske skader.

Alene krigen i Afghanistan kostede 13 milliarder kroner. Det burde også vække til eftertanke, at ingen af disse krige har løst noget som helst, men blot skabt død og enorme ødelæggelser og et ideelt rekrutteringsklima for terrororganisationer som IS.

STORE PROFITTER TIL VÅBENINDUSTRIEN

Våbenindustrien spiller en stadigt større rolle i forsvars- og sikkerhedspolitikken, også i Danmark. På direktionsgangene gnider man sig veltilfreds i hænderne. Mere end nogen tjener dødens købmænd på den aktivistiske danske udenrigspolitik.

Mærsk har tjent formuer på at sejle våben for Pentagon og samarbejde tæt med USA.

Medierne videregiver generelt og uden nævneværdig analyse de fjendebilleder, som magthaverne ønsker at formidle.

Samarbejdet mellem den danske stat og våbenindustrien bliver stadig mere tæt. I dag arbejder 12 danske ambassader direkte på at understøtte danske våbenproducenters salgsfremstød.

Blandt andet blev krigsskibet Esben Snare brugt på et sagsfremstød for danske krigsproducenter i USA. I et direktiv fra Forsvarsministeriet til det danske militær fra februar 2012 skriver man direkte:

”Der er et generelt behov for, at samarbejdet og dialogen med industrien styrkes og udbredes. Dette vil være til gavn for såvel det danske samfund som forsvarsindustrien og forsvaret.”

Når Danmark placerer ordrer på krigsmateriel hos våbenproducenter i udlandet, forpligtes disse til modkøb hos de danske våbenproducenter. Det er milliardordrer, der er tale om.

Ifølge forsvarets hjemmeside ”skylder” 32 danske våbenfabrikker i dag modordrer for 5,3 milliarder kroner. Når man afgiver ordren på de nye jagerfly, vil dette tal vokse markant.

Konsekvensen er, at danske våbenproducenter direkte har en interesse i, at Danmark optrapper sit militære engagement i udlandet og opruster. Det militærindustrielle kompleks vokser og spiller en stigende rolle, også i Danmark. Det stigende partnerskab mellem Folketinget/Forsvarsministeriet og våbenindustrien betyder kort og godt en voksende magt og indflydelse til dem, der tjener på krigene.