FOTO: Tobias Stidsen
1 af 1

Et skridt mod nye krige

Kommentar
ons 9. maj - 2018

Tirsdag trak Trump USA ud af atomaftalen med Iran. Han lovede, at USA i samarbejde med sine allierede vil sikre en altomfattende og varig løsning på striden med Iran. En løsning som – ifølge Trump – vil forhindre Iran i at udvikle atomvåben, ødelægge landets ballistiske missilforsvar og sætte en stopper for Irans globale terror og truende adfærd i hele Mellemøsten.

Når USA træder ud af atomaftalen, er det en opgivelse af diplomatiet. Trump bekender sig nu åbenlyst til systemskifte i Iran og tog et stort skridt mod en direkte militær konfrontation.

Kina, Rusland og EU ønsker ikke at betale prisen for USA's udenrigspolitik

Næppe havde Trump meddelt sin beslutning på TV, før Israel igen sendte sine jagerfly på togt i Syrien med kurs mod iranske stillinger. Også Saudi-Arabien jublede over meddelelsen fra Trump. De er kernen i Trumps alliance. 

Rusland og Kina udsendte en fælleserklæring. De støtter og forsvarer atomaftalen. EU sendte i 12. time den franske præsident Macron til Washington i et forsøg på at ændre Trumps kurs, men forgæves. Også EU står fortsat bag aftalen. Europæisk storkapital er i gang med milliardinvesteringer i Iran. Kina, Rusland og EU ønsker ikke at betale prisen for USA's udenrigspolitik. 

Trump arbejder målrettet for at dæmonisere enhver regering, der ikke bøjer sig i støvet for USA. Han truer med skrappe sanktioner mod lande, som samarbejder og handler med Iran. Det er en trussel mod EU. 

USA står ikke længere i spidsen for en fælles og stærk front mod Iran. Det er Trumps USA, der tog endnu et skridt væk fra sine europæiske allierede og pustede til modsætningerne med Rusland og Kina.

Mellemøstens mange konflikter er tæt sammenvævet. I takt med at USA og dets allierede er ved at tabe krigen i Syrien vokser desperationen. USA står bag alle krige i Mellemøsten i nyere tid. Israel har atomvåben og er klar til at bruge dem. Israel bomber iranske stillinger og ønske at provokere Iran til at svare igen. Saudi-Arabien fører udryddelseskrig i Yemen.

De spiller sammen et farligt spil, som kan skabe nye krige og sætte hele Mellemøsten yderligere i brand.