Fingrene væk fra Venezuela
Gennem historien har USA ikke skyet nogen midler for at omstyrte regeringer eller præsidenter, som nægtede at danse efter den nordamerikanske taktstok.
USA har med alle midler pustet til krisen i Venezuela for at skabe så meget kaos, at man kan omstyrte landets regering og præsident
Lande i Asien, Afrika, Europa, Mellemøsten og ikke mindst i Latinamerika er på den alenlange liste over amerikanske kup, krige, mord og attentater. Intet andet land på kloden har medvirket til at skabe så megen død og ødelæggelse efter Anden Verdenskrig.
Amerikanske soldater, dollars og våben flyder i øjeblikket i en lind strøm til krigene i Irak, Syrien, Yemen og mange andre lande. Trump truer med angreb mod Nordkorea og opruster i en jernring om Rusland og Kina. Han har sat tommelskruerne på alle sine allierede i NATO, for at tvinge oprustningen i vejret.
Opsvinget i Latinamerika har lidt alvorlige tilbageslag blandt andet med kup i Honduras i 2009 og kup i Brasilien sidste år, i begge tilfælde med USA som den virkelige bagmand. Lige nu er det Venezuela, som er kastet på slagtebænken.
USA har med alle midler pustet til krisen i Venezuela for at skabe så meget kaos, at man kan gennemføre et kup eller endog en direkte militær aktion. USA stod senest bag et ulovligt indkaldt møde i Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) som både skulle vedtage sanktioner mod Venezuela og tage skridt for at suspendere landets medlemsskab af OAS.
Imidlertid mislykkedes USA plan, fordi et flertal af medlemslandene i OAS afviste den.
Vi kræver, at den danske regering afviser USA's farlige spil. Endnu et amerikansk kupforsøg i landet eller en direkte militær indgriben vil blot forværre situationen.
Der er brug for solidaritet med landets folkevalgte regering og støtte til en politisk aftale mellem regeringen og oppositionen, der igen kan skabe fremgang for landets almindelige befolkning.
USA's vedholdende indblanding i Venezuelas indre anliggender har fra første færd virket som benzin på bålet – præcist som det har været USA's hensigt – siden Venezuela under præsident Hugo Chavez rev sig fri af USA's klør.