FOTO: Tobias Stidsen
1 af 1

Flagdagens blodige baggrund

Kommentar
ons 5. sep - 2018

I dag er det for 10. gang officiel flagdag for at hædre de danske veteraner, som har været – eller fortsat er – sendt på militære opgaver i udlandet. Danmark er blevet en krigsførende nation, med alt hvad det indebærer.

Medlemskabet af NATO er kastrofalt. Nu vil regeringen også med i Europahæren og er allerede indtrådt i et militært samarbejde om en europæisk udrykningsstyrke. Det er kursen mod nye krige, mod mere af alt det der har ført vores land den forkerte vej og undergravet demokratiet. Og det koster! 2 procent. 5 procent af Danmarks nationalprodukt. Ingen højere?

Milliarder er splidt på krigene, der har lagt flere lande i ruiner, men ikke et eneste sted skabt den frihed for folkene, som man lovede.

Danmark kom i bogstaveligste forstand i krig med folkeretten og de internationale konventioner. 

Med krigene kom oprustningen. Jagerfly i stedet for plejehjem og folkeskoler. Terrorlove i stedet for mere demokrati. Der kom de uundgåelige anklager om tortur og krænkelser af menneskerettigheder. Danmark kom i bogstaveligste forstand i krig med folkeretten og de internationale konventioner.

Med krigene kom indskrænkninger af demokratiet og magtens magtfuldkommenhed. Krigene har trukket et spor af løgne og fortielser fra ministerier og forsvarskommandoen. Krigene har sat deres egen dagsorden. Deres konsekvenser findes i ministerier, på mediernes redaktioner og ude i samfundets fjerneste kroge.

Flygtningekatastrofen – det største antal mennesker på flugt i nyere tid – skyldes i høj grad, at ulykkelige mennesker søger væk fra krigene, også fra dem hvor danske soldater deltager.

Med krigene kom de titusinder af veteraner, som fejres af det officielle Danmark i dag. Alt for mange danske soldater har mistet livet eller fået varige men på krop og sjæl. Med årene er der så mange danskere, som har været udstationeret, at konsekvenserne af den stadigt mere krigeriske danske udenrigspolitik ikke kun mærkes gennem skatten, men direkte påvirker tusinder af danske familier.

Derfor er det nødvendige budskab i dag at slå et slag for fred og nedrustning og trække alle danske soldater hjem.