Gør klar til overenskomstkamp
Banen er kridtet op til en hård overenskomstkamp på det offentlige område. Arbejdsgiverne går til forhandlingerne med en vifte af krav, der blandt andet vil true reallønnen, og forlænge arbejdstiden gennem en afskaffelse af den betalte frokost.
Statens chefforhandler Sophie Løhde kræver også, at hovedparten af de statsansattes løn fremover fastlægges ved lokale lønaftaler. Det vil svække fagforeningerne og øge lønspredningen og løngabet mellem mænd og kvinder.
Overenskomstkampen må bygge på en massiv indsats fra medlemmerne rundt på de offentlige arbejdspladser
Arbejdsgivernes sabelraslen er forventelig. Den ligger helt i forlængelse af mere end 10 års nedskæringer og massefyringer i hele den offentlige sektor. Det nye er, at de offentlige ansattes fagforeninger går til forhandlingerne med et markant og solidarisk afsæt.
Forhandlingsfællesskabet har meddelt arbejdsgiverne i kommuner og regioner, at der slet ikke vil blive startet overenskomstforhandlinger før loven om lærernes arbejdstid er erstattet af en forhandlet aftale.
Solidariteten bærer også Forhandlingsfællesskabets centrale overensskomstkrav. Man kræver reallønsforbedringer til alle, og særlige lønpuljer til både de lavtlønnede og kvindefagene. Som modsvar på arbejdsgivernes angreb på den betalte frokostpause, kræver man den indskrevet i overenskomsterne, uden fradrag i overenskomstmidlerne. Opfyldes disse krav ikke, lyder det samstemmende fra Forhandlingsfællesskabet, at man er klar til konflikt.
Skal man tro en ny meningsmåling gennemført af Ugebrevet A4, er der bred opbakning i befolkningen til Forhandlingsfællesskabets krav.
Der er et stemningsskifte i gang blandt de offentligt ansatte, som har været synlige over hele landet, i kampen mod redskæringerne i kommuner og regioner. Overenskomstkampen må bygge på en massiv indsats fra medlemmerne rundt på de offentlige arbejdspladser. Det er her styrken ligger, til at tvinge kravene igennem.
Med et fælles forhandlingsudspil overfor de offentlige arbejdsgivere står den fælles kamp for fælles krav, både som en nødvendighed og en realistisk mulighed.