Hvad kan vi lære af OK17-forløbet?

Det kan faktisk gøres meget kort – den vigtigste lærdom af OK 2017 er, at det er fuldstændigt afgørende, at fagbevægelsen er medlemmerne, og at bevægelsen er i overensstemmelse med medlemmerne. En forudsætning for dette er en demokratisk og aktiv inddragelse af tillidsrepræsentanter både i forberedelsen, udtagelsen, prioriteringen og forhandlingen af overenskomstkravene.

Afstemningsresultatet og de efterfølgende reaktioner viser, at noget er ravruskende galt. 

Her og nu bør der sættes fokus på udviklingen af de lokale kampe og koordinering af disse. Hvad der ikke blev opnået ved de centrale forhandlinger, må tilkæmpes gennem lokalaftaler.

Slagteriarbejderne har allerede vist vejen med deres lokalaftale om arbejdstiden. Spiren til nye tillidsmandsnetværk, som er vokset frem efter skuffelsen over resultaterne, skal udvikles og styrkes gennem konkret faglig aktivitet og kamp på arbejdspladserne, for de krav som ikke blev indfriet:

• højere løn,

• tiltag der aktivt er et værn imod sociale dumping  

• rulle arbejdsgivernes øgede rettigheder på arbejdstidsspørgsmålet tilbage.

Efter hele tre såkaldte kriseoverenskomster i 2010, 2012 og 2014 var forventningerne store til, at vi ved OK 2017 fik en reallønsfremgang, der kunne mærkes, og at der blev taget et livtag med social dumping. 

Hvad der ikke blev opnået ved de centrale forhandlinger, må tilkæmpes gennem lokalaftaler.

Det gik som bekendt anderledes. Vi fik en lønstigning, der i bedste fald flugter inflationen. Nye tiltag imod social dumping er hurtigt overset.

Og så fik arbejdsgiverne endnu større fleksibilitet til at fastlægge og periodevis udvide arbejdstiden. Hvor det lige kom fra, havde ingen set, og slet ikke i en tid hvor pensionsalderen og dermed det aktive arbejdsliv udvides.

Afstemningsresultatet og de efterfølgende reaktioner viser, at noget er ravruskende galt. Det kan ikke fortsætte, fordi det er ved at rive arbejdsmarkedet midt over, og det er fuldstændig ødelæggende for solidariteten og fagbevægelsen selv, hvis det fortsætter.

Der er flere ting galt.

• Forligsmandssystemet er skræddersyet til, at de genstridige områder og brancher, som ikke vil makke ret og ikke vil lade sig spise af med "det bedst mulige forhandlingsresultat", bliver banket på plads. De områder, som ikke forhandler et resultat inden for industriens rammer, bliver straffet. De efterlades med nye paragraffer, som ikke har noget med deres branche at gøre.

• En uskøn politisk kinddans mellem Dansk Industri og CO-Industri om at lægge rammen for hele arbejdsmarkedet. Den frie forhandlingsret er reelt sat ud af kraft. De såkaldte decentrale forhandlinger eksisterer ikke, kun et enstrenget centralistisk forhandlingssystem mellem Dansk Industri og CO-Industri og med Dansk Arbejdsgiverforening som dirigent. DA sidder tilbage overfor de øvrige arbejdsgiverforeninger og dikterer, hvad de må, og især hvad de ikke må.

• Manglende vilje og tro på medlemmerne hos topforhandlerne. Store dele af fagbevægelsen er som de københavnske stilladsarbejdere sagde, "I er ikke i overensstemmelse med jeres medlemmer". Det er indlysende, at især NNF og 3F har alvorlige udfordringer, og ikke mindst 3F's bygge- og transportgruppe. Det er så meget mere alvorligt, som at netop disse to grupper havde muligheden for at bryde industriens og DA’s kvælertag på den øvrige fagbevægelse. Men det kræver både is i maven og en tiltro til medlemmerne.

• Et lederskab i LO som er så tæske-bange for enhver antydning af konflikt med DA og arbejdsgiverne. Altid er det såkaldte "bedst mulige forhandlingsresultat" det, som medlemmerne skal tvinges til at acceptere. Aldrig er "det bedst mulige forhandlingsresultat" så dårligt, at der kun er en måde at gøre det bedre på – spørge medlemmerne om man skal tage konfliktens vej, og det uanset om resultatet ikke kan garanteres på forhånd.

• Manglende demokratisk inddragelse af tillidsrepræsentanter i hele fasen fra udtagelse af krav til forhandling. Det er en ubestridt kendsgerning, at flere såkaldte forhandlingsudvalg slet ikke fungerer som demokratiske forhandlingsorganer, men at de spises af med at være et stempeludvalg, hvor et flertal bankes på plads til at nikke ja.

Diskussionerne om, hvad der gik galt, og hvad der skal ændres, er først lige startet. De kommer til at tage tid, især når der skal ske reelle forandringer. Den kommer til at handle om, hvordan vi styrker fagforeningerne, sikrer medlemmernes demokratiske indflydelse og et forhandlingssystem, der ikke skolder de aktive fagforeninger og brancher.

Men denne diskussion må ikke overskygge, at der her og nu må sættes fokus på den lokale kamp og koordinering. Hvad der ikke blev opnået ved de centrale forhandlinger, må tilkæmpes lokalt. Hvor kunne det være nytænkende og befriende, hvis det var det Lisette Risgaard mente, når hun siger, at hun tager vores "bekymringer alvorligt".

God 1. maj.