Illusionernes holdeplads
I går præsenterede den tidligere græske finansminister Varoufakis en bevægelse for demokrati i Europa, kaldet DIEM25, som fra Danmark støttes af Alternativet. Bevægelsen vil reformere EU og indkalde et EU-forfatningskonvent, som skal fremlægge ideer til at gøre EU mere vedkommende og gennemsigtigt.
EU er storkapitalens projekt og kan ikke reformeres.
DIEM25 foreslår blandt andet, at EU-parlamentet skal have mere magt og ret til at stille og vedtage konkrete lovforslag. Det vil imidlertid ikke styrke demokratiet i EU. Tværtimod. I de enkelte lande vil det svække de nationale parlamenters magt og befolkningernes indflydelse på egne forhold.
I EU er manglen på demokrati og manglen på national selvbestemmelse to sider af samme sag.
En anden ny organisationer i EU er Plan B, som støttes af Enhedslisten fra Danmark. Plan B har en lang række rigtige kritikker af EU's politik, men heller ikke denne organisation ønsker et grundlæggende opgør med EU. Istedet anbefaler man en genforhandling af EU's traktater og grundlaget for euroen.
EU er i dyb krise, og der er brug for at give klare ideer til den voksende gruppe af kritikere. Intet land har som Grækenland forsøgt at gå reformvejen for at ændre EU. Syriza kom til magten ved at love reformer af EU. I dag gennemfører Syriza selv de EU-dikterede reformer i et åbent opgør med store dele af landets befolkning.
Den europæiske storkapital indsatte såkaldte "teknokratregeringer" i både Italien og Grækenland, da den følte sine interesser truet. EU's institutioner bruges til at forsvare storkapitalens interesser. EU er storkapitalens projekt og kan ikke reformeres.
Udfordringen for EU-modstanden og de mange kritikere er at gøre front mod EU. I Storbritannien skal befolkningen om kort tid stemme om deres fremtidige tilknytning til EU. Det kan få stor betydning for den politiske debat i Danmark.
Opgaven er at samle og mobilisere unionsmodstand og skepsis i de enkelte lande og med fornyet styrke rejse kravet om en udtræden af EU. Reformvejen er illusionernes holdeplads.