FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Kampen for velfærden fortsætter

Kommentar
tor 23. nov - 2017

Kommunal- og regionsvalget var samlet set et nederlag for regeringspartierne. Dansk Folkeparti drømte om borgmesterposter og landsdækkende fremgang, men gik tilbage i 74 kommuner. 

Valget afspejler et voksende ønske i befolkningen om et brud med den nyliberale kurs, som har kostet dyrt for den danske arbejderklasse og den kollektive velfærd. Rundt om i landet har der været voksende protester og aktioner imod velfærdsforringelserne og angrebene mod de offentligt ansattes løn og arbejdsforhold.

Generelt var det Socialdemokratiet, som samlede utilfredsheden med den borgerlige regering op.

I Midtjylland lykkedes det Psykiatrilisten at gøre modstanden synlig og med 20.000 stemmer at blive valgt ind i Regionsrådet.

Generelt var det Socialdemokratiet, som samlede utilfredsheden op, både i landets største byer og i mange arbejderbyer. Også i regionerne fik Socialdemokratiet et godt valg.

Som alle EU-tilhængerne har Socialdemokratiet et medansvar for den voksende ulighed, som man lover at bekæmpe. Partiet har støttet budgetloven og økonomiaftalerne med både regioner og kommuner, som har påtvunget nedskæringer begge steder. 

Socialdemokratiet vil lede den voksende utilfredshed med nedskæringerne ind i ufarlige parlamentariske baner. Deres mål er ikke et brud med EU's nyliberale kurs og nedskæringspolitikken, sådan som partiets vælgere håber og ønsker. Deres virkelige fokus er at gøre Mette Frederiksen til statsminister, ikke at styrke klassekampen. 

Trods stemmefremgang i København mistede Enhedslisten 17 mandater på landsplan, i en situation hvor man drømte om fremgang og overborgmesterposten. Partiet er i stigende omfang blevet en del af det parlamentariske spil og har ikke placeret sig som talerør for den udenomsparlamentariske kamp.

Kommunisterne har det svært med parlamentarisk arbejde. Samlet set udtrykte valget en mindre fremgang, men man er fortsat langt fra spærregrænsen. Valgkampen viste, at kommunisterne lever og har et politisk alternativ, som tiltrækker langt flere end der stemmer på liste R. Nu er kommunisternes hovedudfordring at samles og styrke rodfæstet i klassekampen.