Klimakrisen og alle de andre kriser

Omverdenen har ikke registreret, at vi her i sommertiden gerne vil koble af og ikke beskæftige os med problemer og kriser. Tvært imod er nye kriser kommet til, mens klimakrisen, vokser sig større.

Indholdet af drivhusgassen CO2 i atmosfæren øges med 2 ppm (millontedele) per år og har nu nået 400 ppm mod 270 ppm i år 1800. Det antages at være den højeste værdi i millioner af år. I de tal ses intet tegn på, at kapitalismens globale produktionssystem reagerer på udfordringerne.

I klima- og miljø-bevægelserne har man generelt ikke mistet barnetroen på en grøn kapitalisme.

Meget er sket, og godt nok er vindmøllerne mange steder i verden ret iøjnefaldende til lands og til vands; men der skal mange flere til, og vindmøller gør det langt fra alene. Politikerne prøver at se ud som om, de har styr på situationen og giver en del løfter angående 2020, -30, -50; men handling, der virkelig flytter noget, ser vi ikke meget af. Ethvert tiltag, der vil begrænse brugen af fossile brændstoffer, møder indædt modstand fra de enorme kapitaler, der her er i spil.

Markedsmekanismen svigter os. Men den liberale ideologi er et must for borgerskabet og revideres derfor ikke, uanset hvad.

PROBLEMATISK MIX

Hvad der gør situationen så problematisk er, at der ikke blot er tale om en isoleret ændring af klimatiske forhold. Vi står med et kompleks af kriser, der både betinges af og forstærker hinanden. Klimakrisen fletter sig ind i de i forvejen ret mærkbare vand- og fødevarekriser. FN’s klimapanels rapport WG2AR5 fra 2013 konkluderer, at øgede koncentrationer af drivhusgasser med stor sikkerhed betyder færre vandressourcer og mindre fødevaresikkerhed. Det er påvirkninger, der især vil ramme leveforholdene i fattige landområder og vil accelerere hen mod århundredeskiftet.

Værst bliver det naturligvis ved ”business-as-usual”, det vil sige fortsat profitstyring, som fører til en mere og mere kaotisk prisudvikling på fødevarer og flere og flere fattige og sultende. Ovennævnte rapport nævner en række andre påvirkninger, der bestemt ikke gør vores planet bedre klar til at kunne rumme yderligere to milliarder mennesker om 30 år (FN’s prognose).

LÆG KRÆFTERNE SAMMEN

For mange er det meget svært at acceptere, at det nuværende politiske system ikke kan levere en løsning. At det forholder sig således, må derfor gentages igen og igen, for det er en nødvendig forståelse, hvis kursen skal drejes væk fra katastrofen.

I klima- og miljøbevægelserne har man generelt ikke mistet barnetroen på en grøn kapitalisme; men de er pt. vores bedste advokater, lige som det overvejende har været dem, der kunne organisere bredt om at kræve handling. Demonstrationerne ved klimatopmødet COP15 i 2009 viste vejen. Klimatopmødet COP21 i Paris i 2015 giver mulighed for en endnu stærkere manifestation.

Lige som kriserne er flettet sammen, må de forskellige enkeltsagsbevægelser søge at flette sig sammen fra Klimanetværket til Folkekirkens Nødhjælp, fra Friends of the Earth til Oxfam, fra røde og til mindre røde. For kriserne kan ikke løses isoleret, men kun samlet og kun – måtte erkendelsen komme tids nok ! - ved et opgør med kapitalens magt.