Kommentar til resultatet af OK 2017

Resultatet af urafstemningen om de nye overenskomster på det private arbejdsmarked blev i dag offentliggjort. Det blev desværre et ja.

Vinderne af overenskomstforhandlingerne blev dermed Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og forhandlingsfællesskabet CO Industri.

Taberne blev stort set alle øvrige grupper som aldeles ufrivilligt fik trukket resultatet fra industriens område ned over hovedet, efter en uhørt stram forhandlingsproces centralistisk styret af DA.

Den helt store taber er også den såkaldte decentrale frie forhandlingsret, som i praksis ikke eksisterer længere.

Et ærgerligt ja, men flot et nej

Den flotte stemmedeltagelse viser rigtigheden og vigtigheden af at medlemmerne har retten til selv at sige ja eller nej til de løn og arbejdsforhold de skal arbejde under.

Samtidigt er den store deltagelse et bevis på, at der er en stor interesse bredt i arbejderklassen for aktivt at forholde sig til de resultater der bliver forhandlet igennem.

Den samlede nej-andel på 43,5% er i situationen meget flot, og især at der i 3F og NNF har været et markant nej-flertal er en sejr.

Lige præcis dette forhold er vigtig, da det viser, at hvis topforhandlerne havde haft mere is i maven inden for bygge- og transportgruppen i 3F, og havde stolet mere på opbakningen fra deres medlemmer, kunne der havde været forhandlet bedre resultater igennem, med eller uden konflikt.

Og ikke mindst kunne man med medlemmernes i ryggen have brudt DA’s centralistiske styring og tilsidesættelse af den frie forhandlingsret.

Hvad nu?

Fremadrettet må kravet være, at det skal være slut med at et resultat inden for industrien trækkes ned over hovedet på de øvrige brancher uden reel mulighed for forhandlinger der afspejler branchernes situation, særegenheder og vilkår.

Det må være slut med at en mæglingsskitse trækker vilkår fra én branche ned over alle andre øvrige brancher – uden skelen til hvordan de passer ind i de eksisterende overenskomster eller vilkår i de enkelte brancher.

Det må ligeledes være slut med at accepterer den farce det har været, at DA på arbejdsgiversiden har erstattet decentrale forhandlinger med en streng centralistisk model.

Læren for topforhandlerne må være at stole på deres medlemmer og deres opbakning til også at kæmpe for de krav der forhandles om. Der er ingen grund til at være så skide bange for en konflikt.

Der er ikke tvivl om at brancher og arbejdspladser der har mulighederne og styrken, i den kommende tid og ved lokale forhandlinger vil komme til at fokusere på de krav som ikke blev løst med OK 2017:

• Højere løn

• Bedre forsvar imod social dumping

• Arbejdstidsspørgsmålet, og især at få sat en stopper for arbejdsgivernes udvidede ret til selv af diktere arbejdstiden.