FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Læren af historien

Kommentar
ons 22. jan - 2020

23. januar markeres 75-året for den Røde Hærs befrielse af fangerne i den nazistiske kz-lejr Auschwitz. Stats- og regeringschefer fra mange lande samles for at markere dagen i Yad Vashem, som er et mindecenter for ofrene for Holocaust, opbygget i Jerusalem af det israelske parlament Knesset. Blandt deltagerne er den danske statsminister Mette Frederiksen.

Som optakt til sin afrejse til Israel meddelte statsministeren, at regeringen vil fremlægge en samlet handlingsplan med det erklærede formål at bekæmpe antisemitisme i Danmark, blandt andet gennem folkeoplysning og ved at indføre en officiel definition af antisemitisme.

Ifølge Politiken vil regeringen benytte definitionen af antisemitisme, som i 2016 blev vedtaget af International Holocaust Remembrance Alliance. Det er denne organisation, som torsdag for tredje gang står bag mindedagen i Jerusalem.

Den danske venstrefløj har ingen konflikter med det jødiske samfund i Danmark og fordømmer antisemitisme.

Problemet med denne definition er, at den ikke skelner mellem forfølgelse af jøder og kritik af den israelske stat og dens institutioner.

Vi har set denne opfattelse sprede sig, blandt andet i USA, hvor der er en voksende kriminalisering af "boykot Israel" og tilsvarende bevægelser, der fordømmer Israels overgreb på den palæstinensiske befolkning og Israels besættelse af palæstinensisk land.

Men støtten til oprettelse af en palæstinensisk stat og fordømmelse af staten Israels racistiske forfølgelse af palæstinenserne har intet med antisemitisme at gøre.

Sådanne solidaritetsbevægelser er solidt forankret i folkeretten, i modstrid med Israels udenrigspolitik og Trumps anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad og hans aktive støtte til Israels besættelse af palæstinensiske landområder og Golan, som tilhører Syrien.

Mette Frederiksen påstår i Politiken, at antisemitismen i Danmark i høj grad skyldes indvandring. Hun anklager "indvandrermiljøer og dele af venstrefløjen" for at være arnested for den stigende antisemitisme i Danmark. Det er ikke tilfældigt, at denne påstand ikke konkretiseres. Det kunne nemlig hurtigt føre til en injuriesag.

Skænding af jødiske gravsteder og lignende forbrydelser er blevet begået af danskere på den ekstreme højrefløj. Den danske venstrefløj har derimod ingen konflikter med det jødiske samfund i Danmark og fordømmer antisemitisme.

Men det er som oftest venstrefløjen – også i Socialdemokratiet – som i årtier har været drivende i modstanden mod Israels krænkelser af folkeretten. I den sammehæng er det også værd at notere sig, at Mette Frederiksen benytter anledningen til at kritisere Labour-formanden Jeremy Corbyn, hvis kritik af staten Israel ligeledes udlægges som antisemitisme.

Holocaust giver ikke staten Israel nogen særlig ret til at bryde folkeretten og behandle palæstinenserne som andenrangsmennesker. Det er en vigtig lære af historien. En sådan udmelding mangler vi fra Mette Frederiksen!