1 af 1

Magthaverne frygter Brexit

Kommentar
fre 24. jun - 2016

Det er sandelig ikke kun i Storbritannien, at medierne har været fyldt med skrækpropaganda op til gårdsdagens folkeafstemning. Også det danske mediebillede har været ensidigt og det i en grad, som man kun ser det, når storkapitalen virkeligt føler sine interesser truet. De danske medier har nærmest været i alarmtilstand. De frygter, at Brexit vil brede sig til Danmark.

Hvis man kun kender folkeafstemningen ud fra mediedækningen, må det være svært at forstå, at halvdelen af befolkningen i Storbritannien støtter leave-bevægelsen. Hvis Brexit virkelig betyder krig, opløsning af den vestlige civilisation og et økonomisk sammenbrud, hvorfor er EU-modstanden så voksende?

Folkeafstemningen i Storbritannien har pustet til håbet hos alle Europas folk.

Ja-propagandaen i de danske medier er blevet krydret med erhvervsfolk og økonomer, der alle  er "bekymrede", fordi både eksporten af slamslugere og svinekød angiveligt vil være truet af Brexit. 

Brexit-bevægelse beskrives i overvejende grad som højreekstremister og fremmedfjendtlige kræfter. Men arbejderklassen og den brede befolkning i Storbritannien er hverken dummere eller mere fremmedfjendtlige, end befolkningen er i Danmark og resten af EU.

De danske medier gav plads til EU-kritiske røster, der appellerede til briterne og alle andre om at blive i EU og arbejde for at reformere EU indefra. Det er et udsigtsløst projekt. Siden unionens dannelse har EU udhulet demokratiet, angrebet arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og velfærden, støttet oprustning og krig og generelt forsvaret storkapitalens interesser.  

EU's hærgen har skabt frygt og usikkerhed blandt almindelige mennesker. For at miste arbejdet eller boligen, som millioner allerede har gjort det. For at synke ned i den sociale massegrav, som EU-politikken har skabt i ALLE EU-lande. 

Magthaverne frygter, at Brexit vil brede sig til Danmark og resten af EU. Uanset afstemningsresultatet i Storbritannien i går, er det allerede sket. Folkeafstemningen i Storbritannien har pustet til håbet hos alle Europas folk om, at national selvbestemmelse og demokrati er et reelt alternativ til storkapitalens EU.