FOTO: Tobias Stidsen
1 af 1

Nødvendig solidaritet

Kommentar
ons 5. dec - 2018

APM-Terminals er et selvstændigt selskab i danske A.P. Møller-Mærsk koncernen, som opererer i 40 lande over hele kloden. Selskabet tjente sidste år mere end én million kroner på hver af de 22.000 ansatte i havneterminalerne.

Billedet er ikke entydigt, men generelt er udbytningen stor og toppes i mange lande af, at Møller-Mærsk aktivt modarbejder fagforeninger og kollektive overenskomster. 

I Danmark var Møller-Mærsk en nøglespiller bag oprettelsen af Dansk Internationalt Skibsregister, der muliggjorde organiseret løndumping.

Det billede blev bekræftet, da tillidsfolk fra fem latinamerikanske lande forleden deltog i en konference, som var arrangeret af Havne- og Terminalarbejdernes landsklub i 3F.

De latinamerikanske kolleger berettede om, at fagforeninger er forbudt adgang til APM-terminalerne, og at arbejdsforholdene er elendige. Flere påpegede, at  APM-terminalerne ofte skaber både fattigdom og arbejdsløshed.

>> LÆS MERE HER: Mærsk udelukker fagforeninger

A.P.Møller-Mærsk er ikke bare Danmarks største virksomhed. Det er et gigantisk globalt monopol – et af verdens 500 største, målt efter omsætning.  År efter år ruller milliarderne ind i aktionærernes bugnende pengetanke. Det er profit skabt gennem udbytningen af en hær af ansatte, som i mange år har rundet 100.000 mennesker i 130 lande.

Igennem årene har koncernen haft mange konflikter med 3F og det Internationale Transporterforbund på grund af løndumping og fagforeningsfjendtlig virksomhed. I Danmark var rederiet en nøglespiller bag oprettelsen af Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), der med et slag muliggjorde organiseret løndumping i de danske rederier.

Overfor en global arbejdsgiver som Møller-Mærsk er den internationale solidaritet utroligt vigtig for at forhindre, at en stærk arbejdsgiver kan angribe arbejderklassens løn- og arbejdsforhold. Det har havne- og terminalarbejderne stor erfaring med.

Havnearbejderne i EU har i mange år kæmpet imod EU-kommissionens såkaldte havnedirektiv, som vil tillade, at dårligt betalte søfolk kan overtage havnearbejdernes arbejde. Med international solidaritet har man modstået arbejdsgivernes pres indtil nu. Det er et inspirerende eksempel.