Nej til højere pensionsalder
3F startede i sidste uge en underskriftskampagne imod regeringens planer om at hæve pensionsalderen med yderligere 6 måneder. På få dage har 83.000 skrevet under og underskrifterne vælter fortsat ind.
Udsigten til, at pensionsalderen hæves igen, har tydeligvis skabt stor usikkerhed på de danske arbejdspladser. Ikke mindst blandt medlemmerne af 3F og FOA, som ofte har det hårdest fysiske arbejde. Det er ligeledes denne del af arbejderklassen, som generelt er flest år på arbejdsmarkedet.
Uligheden i levealder og sundhed er i høj grad klassebestemt.
Det daglige hårde fysiske slid og det høje tempo rammer særligt hårdt. Et stadig længere arbejdsliv og de markante forringelser af efterlønnen betyder, at stadig flere arbejdere slides ned og står med færre og færre muligheder for at forlade arbejdsmarkedet.
Finansministeriets egne beregninger viser, at stadig flere arbejdere er nedslidt inden pensionsalderen. I dag er det 15 procent. Ministeriet forventer, at tallet vil stige til 25 procent.
De bedst økonomisk stillede - og Folketingets medlemmer - vil ikke blive berørt. De er økonomisk sikret og kan nyde mange år som pensionister i kraft af høje indkomster, store pensionsopsparinger og et bedre helbred.
I dag er pensionsalderen 65 år. Folketinget har allerede besluttet, at den skal stige til 68 år frem mod 2030. Det er også besluttet, at pensionsalderen skal hæves i takt med levealderen. Det betyder, at en arbejder, der i dag er 30 år, kan se frem til en forventet pensionsalder på 73. Det vil være den højeste pensionsalder i Europa
Allerede idag er alt for mange arbejdere tvunget til at arbejde på trods af store smerter som følge af et langt og hårdt arbejdsliv. 3F's undersøgelser viser, at syv ud af 10 medlemmer mellem 55 og 58 år plages af smerter efter en lang arbejdsdag.
Uligheden i levealder og sundhed er i høj grad klassebestemt. I takt med at pensionsalderen og tempoet på arbejdspladserne stiger, vil stadig flere arbejdere - i bogstaveligste forstand - skulle knokle til de segner.
Der er god grund til at skrive under på fairpensionsalder.dk, hvis du ikke allerede har gjort det.