FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Olietyven Trump

Kommentar
tir 5. nov - 2019

I dag har det danske Folketing vedtaget et forbud mod våbeneksport til Tyrkiet på grund af Tyrkiets militære angreb på det nordlige Syrien. Det er et godt og positivt skridt, som bør følges op med flere sanktioner, til den sidste tyrkiske soldat har forladt syrisk territorie.

>> LÆS OGSÅ: Folketinget vedtager forbud mod våben-eksport til Tyrkiet

Men det er ikke kun Tyrkiet, som krænker Syriens territoriale integritet. På trods af at Trump tidligere har meddelt, at IS var nedkæmpet i Syrien, og at han derfor trak de amerikanske soldater ud af landet, har Trump nu meldt ud, at hundredvis af amerikanske soldater bliver i det nordøstlige Syrien, hvor hovedparten af landets oliekilder er.

>> LÆS OGSÅ: USA vil bevare kontrollen over Syriens oliefelter

Trump påstår, at han vil beskytte oliekilderne i Syrien, og at han er klar til at tage en militær konfrontation. Men mod hvem? IS er nedkæmpet. Den eneste kraft, der kan tage kontrol over oliekilderne i dag, er Syriens hær.

De amerikanske soldater vil således forhindre, at den syriske olie kommer det syriske folk til gavn og derved kan være med til at finansiere genopbygningen af Syrien. 

Den amerikanske besættelse af syriske oliefelter og nærliggende byer er i åbenlys modstrid med international ret. Det er regulært tyveri af Syriens naturrigdomme.

For Trump, som har lidt et militært og politisk nederlag i Syrien, er det et desperat forsøg på at fastholde den amerikanske plan om en opdeling af Syrien, hvor Israel som bekendt har annekteret de syriske Golanhøjder og givet koncession til amerikanske oliefirmaer til at udvinde områdets olie.

Hvor længe vil den danske regering lade dette fortsætte uden at protestere? Hvem tilhører Syriens naturrigdomme? Lad os få et svar, Jeppe Kofod!

De syriske oliefelter besættes i et tæt samarbejde mellem USA og den kurdiske milits YPG. Den officielle begrundelse for samarbejdet er ikke længere at beskytte kurderne, men at sikre den amerikanske kontrol over Syriens oliefelter, det har Trump meget entydigt bekræftet.

Den syriske forsvarsminister har opfordret YPG's soldater til at gå ind i den syriske hær og gøre fælles front imod den tyrkiske invasion af det nordlige Syrien, hvor store dele af de syriske kurdere bor. Det er beskæmmende, at YPG's ledelse afviser dette og fortsætter sit samarbejde med USA med det formål at stjæle den syriske olie. Endnu engang tilsidesætter YPG folkeretten, imens den syriske hær forsvarer de kurdiske civile.

Den progressive præsidentkandidat Tulsi Gabbard fra Demokraterne har skarpt fordømt Trumps kurs. Hun har fremlagt et forslag til beslutning i Repræsentanternes Hus, som kræver, at de amerikanske soldater forlader Syrien, fordi "olien, naturrigdomme og landområder tilhører det syriske folk, ikke USA".

I øjeblikket er der radiotavshed fra Enhedslistens folketingsgruppe om den amerikanske besættelse af Syriens oliefelter, som sker i tæt samarbejde med Enhedslistens allierede i YPG.

Lad os få en klar udmelding fra Enhedslisten! Partiet fordømmer med rette de tyrkiske soldater i Syrien. Hvad med de amerikanske soldater og USA's besættelse af Syriens oliefelter? Støtter man Syriens nationale integritet baseret på folkeretten?