FOTO: Tobias Stidsen
1 af 1

Parløbet imod nationalt demokrati

Kommentar
tor 29. nov - 2018

Storbritannien forlader EU den 29. marts næste år, uanset hvordan slutspillet om brexit ender. Med Storbritannien udenfor indflydelse på EU's videre udvikling er kursen sat mod den stadigt tættere union, som det er traktatfæstet i Lissabontraktaten.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron har talt for en EU-hær som en nødvendighed for at forsvare EU's interesser mod Kina, Rusland og USA. Tysklands kansler Angela Merkel støtter Macron. De er enige om, at EU ikke skal have mindre, men mere magt. 

 Både Merkel og Macron modarbejder aktivt national selvbestemmelse, som de fremstiller som højreradikal nationalisme.

Nationalstaterne må være forberedte på at afgive mere suverænitet, sagde Merkel direkte på en konference om globalisering og national selvbestemmelse i Berlin i denne uge, hvor også Macron deltog.

Der findes ikke et eneste land i EU, hvor et flertal af befolkningen ønsker Europas Forenede Stater. Både Merkel og Macron modarbejder aktivt national selvbestemmelse, som de forsøger at fremstille som højreradikal nationalisme for at inddæmme den folkelige modstand i EU mod deres fælles projekt. 

I Danmark har Claus Hjort Frederiksen kritiseret den tysk/franske åbenmundethed. Han frygter, at den megen snak om EU-hæren "kan mudre debatten og skade mulighederne for at vinde en folkeafstemning" om det militære forbehold, som regeringen ikke har udskrevet, fordi den frygter at tabe.

På trods af det danske forbehold har regeringen netop søgt om status som observatør i EU's forsvarsagentur. Målet er at sikre den danske krigsindustri adgang til de 13 milliarder euro, som årligt bevilges til EU's forsvarsfond.

Fonden skal bruges på at opbygge EU's krigsmaskine. Blandt de næste skridt er bankunionen, som regeringen har kurs mod at tilslutte Danmark i efteråret 2019 – igen uden at spørge danskerne.

EU-toppen arbejder ikke kun med EU-hæren. I flere år har den arbejdet for at give EU afgørende kontrol over medlemslandenes finanslove frem mod 2025. Ifølge planen skal de nationale parlamenter herefter kun tages med på råd. Der er god grund til at styrke arbejdet, for at Danmark følger Storbritannien ud af EU.