FOTO: Tobias Stidsen
1 af 1

Penge nok til OK18

Kommentar
tir 27. mar - 2018

Pengene strømmer ind i statskassen. Helt nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der har været øgede skatteindtægter i 2017 på ikke mindre end 31 milliarder kroner.

Det er sket, på trods af at regeringen har givet store skatte- og afgiftslettelser – både til erhvervslivet og i topskatten.

I det private erhvervsliv har der aldrig været flere ansatte, end der er i dag. Det betyder øgede skatteindtægter og besparelser på dagpenge. Den ene virksomhed efter den anden melder om meget store overskud, der har sendt milliarder i lommen på aktionærer og direktører, men også flere penge i statskassen.

Det store overskud på de offentlige finanser på 21 milliarder kroner kunne nemt finansiere de offentligt ansattes lønkrav. 

Resultatet er, at der for første gang siden finanskrisen er overskud på de offentlige finanser på hele 21 milliarder kroner. Det er ottende år i træk, at det samlede resultat er bedre, end regeringen havde budgetteret. Store budgetterede underskud har nemlig været brugt til at argumentere for nedskæringer på velfærden.

Det modsatte sker dog mærkværdigvis ikke nu, hvor pengene bogstavelig talt fosser ind i statskassen...

Sandheden er nemlig, at det store overskud på de offentlige finanser nemt kunne finansiere de offentligt ansattes lønkrav. Forskellen mellem fagbevægelsens krav og de offentlige arbejdsgiveres tilbud er kun på 6,3 milliarder kroner. Så der er penge nok i statskassen, hvis den politiske vilje var til stede.

Men det er den som bekendt ikke. Regeringen vil hellere strø om sig med nye skatte- og afgiftslettelser. Lige nu arbejder regeringen blandt andet med et nyt energiudspil, der vil reducere energiafgifterne og koste statskassen mange milliarder i tabte indtægter.

I stedet for at bruge det såkaldte økonomiske råderum til at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold og stoppe nedskæringerne på den kollektive velfærd, så insisterer regeringens og dens støtter på at sætte hårdt mod hårdt.

Det sker med fuld opbakning fra Dansk Arbejdsgiverforening, der vil holde de offentligt ansattes løn så lav som mulig for at få billig arbejdskraft – og dermed høj profit – i de private virksomheder.