FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Politisk løsning skal sikre Syriens fremtid

Kommentar
tor 27. feb - 2020

Dagligt melder det syriske pressebureau SANA om sejre i kampen mod den vifte af terrororganisationer, som fortsat har besat store landområdet i Idlibprovinsen i det nordøstlige Syrien. Terroristerne er på tilbagetog, og byer og landsbyer befries i stort tal. 

Det er kun, hvor den syriske hær har generobret kontrollen, at livet er blevet normaliseret for civilbefolkningen. 

I Danmark og resten af den vestlige verden er der ingen jubel i hverken medier eller regeringskontorerne, på trods af, at man her bruger enhver anledning til at tale om kampen mod terror. For USA og dets allierede bruges truslen fra IS og andre som begrundelse for udstationering af tropper i en række lande. Alligevel opbygges en hadefuld mediekampagne mod den syriske hær og dens allierede Rusland, som er i fuld gang med at nedkæmpe terrorgrupper i deres sidste støttepunkt i Syrien. Det skyldes i bund og grund, at krigen i Syrien har knust USA's og dets allieredes planer om et regimeskifte i Syrien.

Selv om der stadig venter hårde kampe forude, er udfaldet af krigen i Syrien givet. Spørgsmålet er alene, hvor længe det varer, før hele Syrien igen er frit, og hvor store omkostninger denne kamp vil have. Det vil i sidste ende blive afgjort af, om terroristerne fortsat vil modtage penge og våben fra USA, EU-lande, Saudi-Arabien, Israel og Tyrkiet. Hvis denne støtte forsvandt, ville krigen hurtigt kunne afsluttes.

Jo hurtigere den syriske hær rykker frem, jo flere artikler bringer medierne med krav om våbenhvile i Idlib. Mediernes beretninger om civile tab er hyppige, ofte baseret på oplysninger fra en organisation som "De Hvide Hjelme", der igen og igen er afsløret som en propagandamaskine for terrorgrupperne i Syrien, financieret af især USA, Storbritannien og af et stort flertal i det danske Folketing. 

Der er hundredetusinder af civile i de områder, terrorgrupperne kontrollerer i Idlib. De civile bruges som et skjold mod den fremrykkende syriske hær. Terroristerne forsvarer ikke de civile, de udsætter dem dagligt for umenneskelige rædsler. Det er kun, hvor den syriske hær har generobret kontrollen, at livet er blevet normaliseret for civilbefolkningen. 

Tyrkiet spiller et meget farligt spil. I første omgang rykkede Tyrkiet ind i Syrien med et erklæret formål om at oprette en sikkerhedszone i det nordlige Syrien for at forhindre kurdiske militser i at angribe ind over grænsen til Tyrkiet. En aftale mellem Rusland, Syrien, kurderne og Tyrkiet har hidtil forhindret større massakrer mod kurderne.

Desværre har de kurdiske militser i Syrien fortsat deres støtte til USA's militære operationer i det nordlige Syrien, hvor de bidrager til besættelsen af Syriens oliefelter og dagligt stjæler den olie, som tilhører hele det syriske folk.

I dag er den tyrkiske hær rykket langt ind i Syrien i åbenlys modstrid med folkeretten. Der er stort set ingen protester mod Tyrkiets krænkelser af Syriens nationale integritet. Kritikken rettes ensidigt mod den syriske regering og dets allierede, som er i fuld gang med at knuse terroristerne i landet.

Den tyrkiske regering sender stadigt flere soldater ind i Idlib og understøtter og finanserer sine "egne" terroristiske militser, som gennemfører en blodig terror mod de civile i området. Tyrkiet truer dagligt med åben krig mod den syriske hær og holdes kun i ave af Rusland og den syriske hær.

Tiden er inde til, at den danske regering – og dens allierede – ser realiteterne i øjnene. Syriens fjender vil tabe. Alle udenlandske tropper i Syrien, som er i landet i modstrid med folkeretten, må tvinges ud af landet, så der kan skabes en varig politisk løsning. 

Enhver form for støtte til terrorister i Syrien må stoppes. Det er tiden at sende massiv nødhjælp til Syrien via landets legitime regering og skabe de bedst mulige betingelser for, at de mange civile, som er fordrevet, kan vende hjem og bidrage til landets genopbygning.