Røverkrige avler terror
Terrorangrebet i Paris giver anledning til eftertanke.
Det er ikke lykkedes USA og dets europæiske allierede at nedkæmpe IS og lignende terrororganisationer, som man nu har ført krig mod siden 11. september 2001.
Det er tid at gøre modstand, at nægte at lade sig kue af frygt og fremmedhad og opbygge en aktiv fredsbevægelse.
Terroristerne har igen kunne vælge tid og sted for en række spektakulære terrorangreb, uden nogle af verdens bedst udrustede efterretningstjenester har stoppet dem.
Der er brug for at udfordre magthavernes forklaringer og erklærede strategi i kampen mod terror, som tydeligvis virker stik mod de erklærede hensigter.
I Europa og i Mellemøsten kæmper storkapitalen i bund og grund en intens kamp for egne interesser. Det handler derfor også knap så meget om at begrænse terrorismens udbredelse, som det handler om at sikre egne økonomiske interesser og magtbaser i ressourcerige regioner.
Fra Paris til København søger magthaverne at benytte terroren til deres egne formål. De forsøger få befolkningerne til at støtte flere bombetogter, landtropper og yderligere stramninger af terrorlovenes bestemmelser.
Under indtryk af terrorangrebet må vi ikke glemme, at det er de samme magthavere, som over hele EU konstant angriber demokratiet, velfærden og arbejderklassens løn og arbejdsforhold, som nu vil engagere vore lande yderligere militært i Mellemøsten.
Både den nuværende og tidligere danske regeringen har støttet USA's fejlslagne krige i Libyen, Irak og Afghanistan. Et stort flertal af Folketinget har også gennemført de hidtil værste stramninger overfor flygtninge, som søger beskyttelse mod IS og vestens krigsmaskine.
Magthaverne i vore lande følger en forkert kurs! Hver bombe Frankrig, Danmark og USA kaster i Mellemøsten skaber grobund for mere had, mere terror og flere medlemmer af IS.
Magthaverne vil fortsætte undertrykkelsen og udplyndringen i både Europa, Mellemøsten og Afrika. Derfor er det tid at gøre modstand, at nægte at lade sig kue af frygt og fremmedhad og opbygge en aktiv fredsbevægelse.