Skat skal sikre velfærds-samfundet
Efter hårdt pres valgte Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti at tilsluttede sig kravet om en kulegravning af Skat. Det er der grund til at hilse velkommen. Det muliggør, at der nu kan placeres et politisk ansvar for den massakre på Skat, som har kostet det danske samfund et meget stort milliardbeløb.
Den kollektive velfærd kræver et velfungerende skattesystem, som kan sikre de nødvendige indtægter til at finansiere hospitaler, skoler, ældrepleje folkepensioner og meget, meget mere.
Kulegravningen af Skat er vigtig, men det afgørende er, at sikre et kvalitativt løft af Skat.
Der er en direkte sammenhæng mellem mange års besparelser på velfærden og den systematiske ødelæggelse af skattevæsenet, som er foregået i mere end 10 år. De skiftende regeringspartier har et fælles ansvar for afviklingen af velfærdssamfundet. De har i fællesskab skåret i overførselsindkomsterne og udstedt fyresedler til 40.000 offentligt ansatte. De har sænket topskatten og reduceret erhvervslivets bidrag til fællesskabet. Det har i sig selv undermineret hele finansieringen af den kollektive velfærd.
Denne vifte af partier, som skulder ved skulder har gennemført denne systematiske omfordeling fra fattig til rig, har alle siddet i regeringskontorerne og stemt for nedskæringerne af Skat.
I dag er det afgørende at se fremad og sikre, at Skat så hurtigt som muligt kommer til at fungere maksimalt. Regeringen har allerede lovet at ansætte 1.000 og tilføre Skat nogle få ekstramilliarder frem til 2020. Men planen er, at bevillingerne til Skat i 2020 ikke skal være større end i dag. Socialdemokraterne har ligeledes fremlagt deres eget forslag. Også de kræver 1.000 nye ansat.
Når man skærer retorikken væk og ser på bundlinien, virker udspillene fra både regeringen og Socialdemokratiet som brikker i et taktisk spil, hvor man selv foregiver at vise handlekraft og forsøger at kaste aben over til rivalerne.
Kulegravningen af Skat er vigtig, men det afgørende er, at sikre et kvalitativt løft af Skat. Der er siden 2006 fyret 4000 ansatte i Skat ud af de 9000, der var ansat dengang. Det giver et fingerpeg om, hvad en genopretning egentligt kræver.