Sovjetunionen og miljøet - en gyser?

I alle de år, vi har haft en miljødebat, er Sovjetunionen uimodsagt blevet omtalt som en nation, der ignorerede miljøspørgsmål og bare tromlede løs for at opnå maksimal produktion. Men passer det?

Den amerikanske marxist, John Bellamy Foster (JBF) har kigget nærmere på spørgsmålet. Han har indlagt sig fortjeneste ved at genopdage Marx som en politisk og filosofisk tænker med et centralt fokus på naturen.

Dialektisk, økologisk tænkning prægede Lenin og Sovjetunionens første to årtier.

Marx erkender, at rigdommen skabes af det menneskelige arbejde i en vekselvirkning med naturen. Hvis mennesket styrer stofskiftet med naturen på en måde, der ophæver naturlige kredsløb og balancer, går det galt. Det sker ikke bare af uvidenhed.

Marx så allerede den gang, hvorledes kapitalen - trodsende alle advarsler - ræser mod økologiske kriser, styret af profittens nådesløse nødvendighed.

LENIN OG MILJØET

På det miljømæssige som på andre områder har udviklingen i Sovjetunionen været præget af skift i de politiske signaler. Den dialektiske, økologiske tænkning, som findes hos Marx og Engels, prægede Lenin og Sovjetunionens første to årtier. JBF beskriver den tidlige sovjetøkologi som ”ekstraordinært dynamisk”.

Det gav sig især udslag i initiativer til oprettelse af en række zoner for beskyttelse af uforstyrret natur. Zonerne var tilsammen på størrelse med omtrent halvdelen af Danmarks areal. Der oprettedes genbanker med henblik på sikring af den globale, økologiske mangfoldighed.

Perioden var præget af en række internationalt fremtrædende sovjetforskere som V. I. Vernadsky og N. I. Vavilov. De beskæftigede sig med områder som vekselvirkningen mellem menneske og natur, energiforhold i økologiske systemer, samt livets opståen som følge af helt og aldeles jordiske kemiske og fysiske processer (A. I. Oparin).

INDUSTRIALISERING OG KRIG

Under Stalin satte en forceret industrialisering ind. Status for zonerne for naturbeskyttelse blev forringet, og miljøspørgsmål kom i baggrunden. Krig og oprustning forværrede situationen. Den økologisk orienterede forskning led på nogle områder tilbageslag.

Medvirkende hertil var, at T. D. Lysenkos fejlslagne biologiske teorier opnåede en nærmest officiel status. Lysenko undsagde Mendels arvelighedsteorier som borgerlig idealisme. Fremtrædende forskere inden for miljøområdet blev i stalintiden udrenset, fængslet og i i hvert fald ét tilfælde henrettet. 

Den dialektiske systemtilgang var et stort forskningsmæssigt fremskridt.

Men udviklingen var modsigelsesfyldt. Således blev et meget omfattende skovrejsningsprojekt sat i gang. Her indarbejdedes vekselvirkninger mellem naturens økosystemer, jord, grundvand og lokale klimaforhold.

Denne dialektiske systemtilgang var et stort forskningsmæssigt fremskridt. Hensigten med skovrejsningen var nemlig ikke alene at øge skovareal og økonomi, men også at beskytte grundvandet og skabe bedre lokale, klimatiske forhold 1). En af fædrene til projektet var biologen V. N. Sukachev.

Straks efter Stalins død i 1953 skrottede den nye ledelse skovprojekterne. Beskyttelsen af naturskov blev nedprioriteret. Udnyttelsen af naturens ressourcer gik det følgende årti ind i en mere hensynsløs, ekstensiv fase ud fra ønsket om at opnå hurtig vækst.

Khrustjovs mislykkede kæmpeprojekt med opdyrkning af ”jomfruelig jord” illustrerer, hvorledes ønsketænkning erstattede udnyttelsen af Sovjetunionens enestående ekspertise på miljøområdet.

Andre sådanne projekter blev realiseret eller var på tegnebordet. Et stort overrislingsprojekt fik katastrofale virkninger for Aral søen, der blev reduceret til en tiendedel af sin oprindelige størrelse.

SKUDEN VENDES

Dette og en række andre faktorer var skyld i, at skuden efterhånden blev vendt. Lysenkos dominerende rolle blev udfordret af Sukachev, som op gennem 50'erne modigt påviste fejlagtigheden af hans teorier og metoder. Til ham sluttede sig en ny generation af biologer. Det folkelige engagement i miljøspørgsmål voksede.

Det allerede i 1924 dannede Alrussiske Selskab for Naturbevarelse (VOOP) fik i 50’erne atter luft under vingerne og nåede næsten en million medlemmer i 1960. Et af selskabets mål blev genetablering af de i lenintiden oprettede zoner af beskyttet natur. Studenterbrigader blev sendt ud på projekter for naturbeskyttelse.

Det Alrussiske Selskab for Naturbevarelse var verdens største miljøorganisation.

Den socialistiske samfundsorden gav på godt og ondt mulighed for gennemførelse af gigantprojekter, som i Vesten ville være blokerede af udgifter til ekspropriation og sagsanlæg. Trusler mod Bajkalsøen, med verdens største volumen af ferskvand og et enestående dyreliv, mobiliserede miljøbevægelsen til en lang og sej kamp.

Her var igen Sukachev en af frontfigurerne. I 1985 var VOOP vokset til 37 millioner medlemmer, verdens største miljøorganisation. Det lykkedes dog ikke at stoppe oprettelsen af en stærkt forurenende papirfabrik ved bredden af Bajkalsøen i 1966 2).

Men miljøbevægelsen satte sine spor. I årene under Brezhnev og Gorbachev blev miljøkravene skærpet, og luftkvaliteten i byerne forbedret. Et gigantisk projekt, der skulle lede vand fra floden Ob sydpå til Aralsøen blev skrottet midt i 80’ne.

FORSKNINGEN

Forståelsen af klimaets dynamik tog et nyt skridt fremad op gennem 60’ne med M. I. Budyko og E. K. Fedorov som frontfigurer:

• indkaldelse i 1961 af den første kongres overhovedet om menneskeskabte klimaændringer
• opdagelse af betydningen af afsmeltning af is fra polerne for havniveauet, opdagelsen af den selvforstærkende is – albedo effekt (at afsmeltning af polær is betyder, at mere varme optages fra den blottede hav- eller jordoverflade, hvilket igen øger afsmeltningen)
• grundlæggelse af palæoklimatologien (studiet af årsager til klimaændringer tidligere i jordens historie), og opstilling af en model for jordoverfladens udveksling af varme. Den indgår i de klimamodeller, der i dag anvendes.

I 1979 kom forskerne til den erkendelse, at menneskeskabte klimaændringer er uundgåelige.

ATOMVINTER

De nye metoder gjorde det også muligt for Budyko sammen med G. S. Golitsyn at forudsige, at selv en begrænset krig med atomvåben mellem stormagterne ville føre til en ”atomvinter”. Det er et fald i klodens temperatur med adskillige grader.

Årsagen er den enorme tilførsel af små partikler til atmosfæren fra eksplosioner og efterfølgende brande. En sådan krig har ikke nogen vinder.

Erkendelsen var medvirkende til et intensivt samarbejde med amerikanske forskere, blandt andet inden for rammerne af de såkaldte Pugwash-konferencer. Anti-atombevægelsens argumentation blev styrket. Med undertegnelsen af atomaftalerne mellem stormagterne kunne verden rykke nogle længder tilbage fra atomudslettelsen.

Selv om lovgivningen omkring miljøet blev skærpet allerede under Brezhnev, var den praktiske gennemslagskraft begrænset. Zoner med beskyttet natur blev genskabt, men først under Gorbachev begyndte for alvor en ny æra for unionens miljø.

Den er kaldt en ”tragisk økologisk revolution”, idet den blev af kort varighed: Med kontrarevolutionen og kapitalismens genindførelse skete et dramatisk fald i det statslige engagement i miljøspørgsmål. Under Putin er for eksempel beskyttelsen af de sidste af stalintidens områder med naturskov ophævet. Miljøbevægelsen er skrumpet ind.

BRUG ERFARINGERNE

Bemærkelsesværdig er JBF’s konklusion: "... anerkendelse af sovjetøkologiens positive resultater er helt klart afgørende, hvis vi skal skabe det store spring (”Great Transition”), som miljøtilhængere verden over efterlyser”. Det er en vigtig konklusion. For mange, der opfatter sig som socialister, blokerer stalintidens mørke sider og unionens senere undergang for den sunde fornuft. Den samme effekt har en dogmatisk afstandtagen fra ”socialisme i et land”.

Der ophobedes gennem årtier uvurderlige erfaringer. Hvorfor ikke studere dem og udnytte dem?

Sovjetunionen og allierede stater ophobede gennem årtier uvurderlige erfaringer vedrørende socialistisk samfundsdrift. Hvorfor i alverden ikke studere dem og udnytte dem?

I denne ånd afsluttes JBF’s artikel - og denne kronik - med at citere en ”grand old man” blandt de amerikanske, marxistiske økonomer, Paul Sweezy. Han udtalte allerede i 1989, at medmindre den såkaldt virkeliggjorte socialismes landes planlægning og erfaringer i at fungere uden kapitalisme kommer på banen ”tilpasset en ny situations behov”, kunne det være ”for sent for den civiliserede menneskehed at genetablere de nødvendige betingelser for sin egen overlevelse”.

1) Sammenlign med et skovprojekt på kapitalistisk basis, hvor forventet værdi af tømmer minus omkostninger tjener som ”teoretisk” grundlag for gennemførelsen.

2) Fabrikken lukkede først i 2013, hvor den gik fallit.

Kilde: John Bellamy Foster: Late Soviet Ecology and the Planetary Crisis, Monthly Review, June 2015.