Stadig brug for kommunalt oprør

Da regeringen i denne uge fremlagde sin økonomiske redegørelse, blev der ikke sparet på den optimistiske retorik og selvros. Væksten er solid, erklærede finansminister Kristian Jensen, som lovede både mere kernevelfærd og skattelettelser som belønning til alle, der knokler på arbejdsmarkedet.

Regeringen lover bedre velfærd, men skærer igen i de økonomiske rammer. Det medfører nye nedskæringer.

Men regeringen vil fortsætte sin arbejdsgivervenlige politik. Den modsætter sig, at væksten i dansk økonomi skal bruges til gavn for den almindelige dansker og velfærden. Kursen er sat mod nye skatte- og afgiftslettelser for de bedst økonomisk stillede. Regeringen lover også nye skridt for at øge udbuddet af arbejdskraft. Det varsler nye angreb mod blandt andet kontanthjælpsmodtagere.

Det rekordstore antal af ansatte i den private sektor har ikke afspejlet sig i store lønstigninger på det danske arbejdsmarked. En økonom fra Kreditforeningen Nykredit spørger med undren, hvor Søren bliver lønvæksten af? Den er i det store hele udeblevet. Derfor har arbejdsgiverne kunnet indkassere større overskud end deres udenlandske konkurrenter og øge eksporten. 

Regeringen lover bedre velfærd, men skærer igen i de økonomiske rammer. Tidligere lovede regeringen, at de offentlige udgifter ville stige med én procent om året. Nu nedjusteres tallet til 0,3 procent om året. Det er halvdelen af de 0,6 procent, der kræves for alene at dække udgifterne, fordi befolkningssammensætningen ændres. En så lille vækst vil kræve nye nedskæringer på den kollektive velfærd. 

Hvis udviklingen i de offentlige udgifter skal følge den almindelige velfærdsudvikling, så er kravet, at de offentlige udgifter stiger med 1,1 procent om året. 

Økonomiforhandlingerne er i fuld gang med kommuner og regioner. Regeringen forsøger igen at stramme grebet. Kommunernes og regionernes forhandlere vil sno sig som ål, men anerkender grundlæggende de økonomiske rammer, som er fastsat i  budgetlovene. 

En løsning for velfærden kan kun skabes gennem en fælles kamp mellem fagbevægelsen og velfærdssamfundets brugere med krav om et kommunalt oprør.