Syrien på slagtebænken

Efter fem år med blodig borgerkrig er store dele af Syrien ødelagt. Op mod 10 millioner syrere er internt fordrevne. Millioner har søgt tilflugt i nabolandene, og en brøkdel af krigsflygtningene har søgt beskyttelse i Europa. Landets økonomi er i ruiner. Det er det ideelle klima for imperialismen, som også har ødelagt Libyen og Irak og opdelt den irakiske nation.

Allerede inden borgerkrigen for alvor brød ud, var det tydeligt, at stormagterne satsede på at skabe splittelse og strid. USA og EU's stormagter har fra første færd krævet regimeskift i Syrien af den grundlæggende årsag, at Assad har historiske alliancer med både Rusland og Iran.

Stormagternes påskud for at blande sig i krigen er forskellige, men deres grundlæggende motiver er ens

Med tusind og et påskud har de finansieret, trænet og bevæbnet den vifte af lejehærer, som har ført krig i Syrien i årevis, mange forenet i den såkaldte Frie Syriske Hær. Den har afvist ethvert tilløb til en politisk løsning. Vesten spiller på flere heste og bevæbner igen kurdiske militser, som man tidligere satte på terorlisterne.

IS, som i dag først og fremmest støttes af Tyrkiet og en række reaktionære arabiske regimer, har udnyttet den syriske regerings svækkelse til at erobre store landområder og Syriens olie. Også Israel har besat en del af Syrien, helt tilbage fra 1967.

Stadigt flere lande kaster sig åbenlyst ind i krigen. Frankrig og Australien er begyndt at bombe. Den danske regering har meddelt, at danske jagerfly vil bombe i Syrien, når de igen sendes til regionen. For at undgå at miste sin allierede i regionen og dermed både økonomiske og militære interesser har Rusland nu også kastet sig massivt ind i krigen og sendt både jagerfly og krigsskibe til landet.

Ingen af stridens parter kan vinde militært. Der findes kun politiske løsninger.

Stormagternes påskud for at blande sig i krigen er forskellige, men deres motiver er ens. De vil sikre deres egne interesser og svække deres rivaler. De vil sikre sig kontrollen med Syrien. Det er stormagternes rivalisering, hvor folket er udset til rollen som tilskuere og skydeskiver.