Syriza på knæ for Trump
Den græske premierminister Alexis Tsipras er netop vendt hjem efter et besøg hos USA's præsident Donald Trump.
Tsipras benyttede besøget i Washington til at rose Donald Trump for USA's indsats i Mellemøsten og på Balkan, som ifølge Tsipras gavner både sikkerheden og væksten i regionen.
Når den græske regering optræder som lakaj for imperialismen, øges USAs manøvrerum.
En fuldstændig absurd skamrosning af Trump – i åbenlys modstid med de brutale konsekvenser af USA's faktiske politik. Senest har de amerikanske krige i Mellemøsten sendt tusinder af flygtninge mod Grækenland.
I hele regionen arbejder USA for at spille landene ud mod hinanden. USAs politik har historisk påført det græske folk store lidelser. Men man hørte ingen kritik fra Tsipras.
Hans besøg i USA er den foreløbige kulminationen på en proces, hvor den græske regering har arbejdet energisk for at blive en vigtig del af USA's planer i regionen.
Trumps udenrigspolitik tager sigte på at sikre USA's interesser i regionen – herunder kontrollen over de enorme olie og gasforekomster.
I takt med at spændingerne mellem USA og Tyrkiet er vokset, har den græske regering lagt sig på maven for USA, EU og NATO. Det har allerede fået store konsekvenser.
Igennem nogen tid har USA fået grønt lys til at udbygge sine militære baser i Grækenland. I en situation hvor den græske regering gennemfører brutale nedskæringer af den kollektive velfærd i Grækenland, kunne Trump rose Tripras, fordi Grækeland allerede bruger mere end to procent af landets BNP på militæret.
I en situation hvor USA øver atomkrig mod Nordkorea og skal kunne aktivere sine atombevæbnede B-52 bombefly i løbet af 24 timer, forhandler USA og den græske regering om at overflytte atomsprænghoveder fra baser i Tyrkiet til den amerikanske base i Araxos i Grækenland. Det har ført til lokale protester, senest en stor demonstration.
Græsk territorium vil blive brugt af USA til dets blodige krige i Mellemøsten. Det vil øge spændingerne i regionen, herunder mellem Grækenland og Tyrkiet. Når den græske regering optræder som villig lakaj for imperialismen, øges USA's manøvrerum.