Trump vil tabe handelskrigen
I mandags skærpede præsident Trump handelskrigen mod Kina. Den nye told vil fordyre hovedparten af alle varer, som Kina eksporterer til USA. Som svar indførte Kina samtidigt told mod USA's eksport til Kina. Det vil skade begge lande og dæmpe verdenshandlen.
Trumps handelskrig møder stor modstand i USA selv. Landets største detailkæde Wallmart har direkte opfordret Trump til at undgå handelskrig. Beregninger fra Oxford Economics viser, at en amerikansk familie årligt sparer 850 dollars på at købe billige varer produceret i Kina. Når den kinesiske eksport til USA fordyres af told, vil regningen blive sendt til den amerikanske forbruger. Samtidig er millioner af amerikanske jobs afhængige af eksporten til Kina.
Handelskrigen kan være med til at fremskynde USA's nedtur.
Siden Anden Verdenskrig har USA i høj grad kunnet diktere verdensøkonomiens rammer og sikre den amerikanske monopolkapital lukrativ adgang til markeder, råstoffer og billig energi. Dollarens særlige rolle i verdensøkonomien har sikret stor efterspørgsel på dollars. Sådan har USA hidtil været i stand til at finansiere et svimlende underskud på statsbudgettet, som er nødvendigt for at finansiere den amerikanske krigsmaskine.
Det er først og fremmest Kina, som har opkøbt amerikanske statsobligationer for 1100 milliarder dollars. Sættes de til salg, trækkes tæppet væk under USA's økonomi.
Kina, Rusland og mange andre lande ændrer betalingen for olie og gas fra dollars til de involverede landes egen valuta. EU har lignende overvejelser. Det kan få grundlaget for den såkaldte petrodollar til at kollapse.
Trump fører handelskrige for at sikre USA's globale overmagt. Men USA forbereder sig også til nye krige. Pentagon har i årevis udarbejdet krigsplaner imod både Kina og Rusland, fordi krig er den eneste mulighed for at sikre USA's globale førerstilling på bare lidt længere sigt.
Styrkeforholdet mellem stormagterne forskydes dramatisk i disse år. USA's økonomiske magt undergraves, og Trumps globale økonomiske magtspil udfordres. Trump har ikke udsigt til at vinde handelskrigen. Tværtimod kan den være med til at fremskynde USA's nedtur.