Uligheden går den forkerte vej

Kommentar
ons 28. okt - 2015

Hver gang der laves en opgørelse over uligheden i det danske samfund, viser tallene, at udviklingen går den helt forkerte vej. Sådan er det også med den senest opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som kom i sidste uge.  Den viser sort på hvidt, at for hvert år der går, bliver Danmark mere og mere skævt.

Over de seneste 10 år har de fattigste 10 procent af danskerne oplevet et decideret fald i deres indkomst. Omvendt i toppen af samfundet, hvor har man forlængst overvundet konsekvenserne af den økonomiske krise. De 20 procent med de største indkomster har som de eneste øget deres andel af den samlede indkomst efter skat. 

Den voksende ulighed skyldes først og fremmest den kapitalistiske krise og afspejler styrkeforholdet i klassekampen.

For overklassens bedst stillede del - de 10 procent med de højeste indkomster - viser tallene, at de har haft en indtægtsfremgang på 30 procent over det seneste årti. 

Den voksende ulighed skyldes først og fremmest den kapitalistiske krise og afspejler styrkeforholdet i klassekampen. På 1001 måde har de velstillede sikret sig selv og med hjælp fra Folketinget sendt regningen til de økonomisk dårligst stillede, der både har fået en økonomisk lussing og svækket adgang til velfærdsydelser.

Det nye dagpengeforlig betyder, at tusinder vil fortsætte med at miste dagpengeretten. Sammen med  kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen vil det få uligheden til at vokse yderligere i de kommende år. Frygten for fyresedlen har sat tempoet i vejret på arbejdsmarkedet, hvor lønkampen stort set er gået i stå. Politisk er nedskæring på nedskæring blevet fulgt op af afgiftslettelser og skattesænkninger, der alle vender den tunge ende nedad.  

I Folketinget mener et stort flertal af partierne, at ulighed er en motiverende faktor. De planlægger at servere en ny "motivationsrunde" med finansloven kombineret med et politiforlig betalt af nedskæringer på uddannelserne.

De nyliberale politikere er enige om, at overklassen motiveres bedst ved at sænke deres skat og understøtte deres profit. Arbejderklassen og den arbejdende befolkning motiveres derimod bedst med pisk. Tankevækkende!