FOTO: Aage Christensen
1 af 1

USA vil overtage Grønland

Kommentar
tor 23. apr - 2020

USA har store planer for Grønland. Sidste år forsøgte Trump at købe Grønland og landets indbyggere. Da det mislykkedes, lagde USA an med en mere langsigtet plan, som nu skitseres af den amerikanske ambassadør i Danmark Carla Sands i en kronik i Altinget, som dybest set understreger, at Trump på ingen måde har tænkt sig at opgive at få kontrol over Grønland.

Ifølge ambassadøren har en amerikansk diplomat rejst rundt i Grønland i det seneste år for at skabe kontakter, og USA åbner nu også et konsulat i Grønland med henblik på at etablere et direkte forhold mellem USA og Grønland.

USA skal ud af Grønland – ikke have grønt lys til oprustning og økonomisk udplyndring af landet.

Ifølge ambassadør Sands arbejder USA på en stor økonomisk hjælpepakke til Grønland. Det er ikke alene en udfordring af Rigsfællesskabet, men det er også en meget kontant udmelding om, at USA vil forsøge at købe sig indflydelse i det grønlandske samfund.

Ambassadørens kronik er fyldt med fine ord om USA's erklærede hensigter om at skabe vækst og bæredygtighed og fremme demokratiske værdier. Men det er tom snak. Igennem historien har USA kynisk – og uden nogen som helst hensyntagen til det grønlandske folks interesser og sikkerhed – brugt Grønland som en strategisk brik i den amerikanske imperialismes kamp for at sikre sig verdensherredømmet.

Under Den Kolde Krig brugte USA Grønland som et centralt led i opgøret med Sovjetunionen, herunder med udstationering af bombefly, der udrustet med atomvåben udgjorde en permanent atomtrussel imod Sovjetunionens største byer. USA's baser i Grønland ville have gjort landet til en atomslagmark, hvis der havde udbrudt krig mellem USA og Sovjet.

I takt med at isen smelter i Arktis, åbnes nye sejlruter nord for Grønland, og hele regionen er på vej til at blive et nyt center for både kommercielle og militære interesser mellem stormagterne. USA's skridt kan kun forstås i denne sammenhæng.

I takt med at isen smelter, åbnes stadigt flere muligheder for at udnytte de enorme rigdomme i Grønlands undergrund og i havet omkring Grønland. USA vil med alle midler forhindre, at Kina og Rusland får adgang til disse rigdomme. Den såkaldte økonomiske hjælpepakke vil kunne sikre amerikanske monopolers interesser i Grønland og udbygge USA's militære anlæg i Grønland.

For en enkelt gangs skyld er der grund til, at regeringen lytter til den konservative grønlandsordfører Rasmus Jarlov. Han skriver i en kommentar på Twitter, at USA "altid har fået lang snor, men der er en grænse, og i sidste ende kan de slet ikke være til stede på Grønland, hvis ikke de lægger den dagsorden på hylden".

Grønlands rigdomme i havet og undergrunden tilhører det grønlandske folk, som sammen med de andre folk i Arktis har en åbenlys interesse i sammen at sikre en fredelig og bæredygtig udvikling og forhindre ethvert tiltag til at militarisere Arktis. USA skal ud af Grønland – ikke have grønt lys til oprustning og økonomisk udplyndring. Danmark må føre en udenrigs- og sikkerhedspolitik, som understøtter dette, og officielt protestere overfor den amerikanske ambassadørs udmelding.