Våbnene skal bruges
Oprustningen udvikler sig som en lavine. Alle NATO-lande opruster. EU har sat kursen mod fælles militær og krigsindustri. Den ene militærbase efter den anden skyder frem langs grænserne til Rusland. Infrastrukturen i EU udbygges, så store troppe- og våbentransporter hurtigt kan bevæges på tværs af grænserne.
Danmark er blevet en lille agressiv og krigerisk magt.
Man skal ikke tage fejl. Det er intens forberedelse til krig. Alle de nye våben og militærstyrker anskaffes for at blive brugt.
Kapitalismens ujævne udvikling har skabt meget store forskydninger mellem storkapitalen. USA mister markeder og indflydelse og er på konfrontationskurs - ikke alene med Kina og Rusland, men også mod sine traditionelle alliancepartnere i EU. Krigen er og bliver politikkens fortsættelse med andre midler. Handelskrigen er første skridt.
Storkapitalen i EU ønsker at kunne benytte militære midler i udenrigspolitikken. Den vil med alle midler sikre energi, råstoffer og markedsadgang. Med den ekstreme fattigdom, kapitalismen skaber, forbereder storkapitalen sig også mod oprør og revolution.
EU opbygger nu en Europahær. Den suppleres med forskellige former for militærstyrker for om nødvendigt at kunne handle hurtigt og udenom NATO og om nødvendigt på trods af USA's ønsker.
I mandags tilsluttede Danmark sig det fransk ledte European Intervention Initiative sammen med ni andre EU-lande. I morgen går Danmark med i den britisk ledte Joint Expeditionary Force. Forsvarsforbeholdet omgås med henvisning til, at der er tale om et mellemstatsligt samarbejde. Det sker med henvisning til nødvendigheden af et stærkt europæisk modsvar til Trump.
Danmark bidrager aktivt i militariseringen af Østersøen. Danmark øger krigsbudgetterne med 20 procent. Danske soldater udstationeres i stadigt flere lande og deltager i USA's krige.
Regeringen overvejer at tilbyde at lede NATO's kommende divisionshovedkvarter i Letland. Sammen med mange andre offensive tiltag er billedet entydigt. Danmark er blevet en lille aggressiv og krigerisk magt.
28 nordiske fredsgrupper har udsendt en appel mod oprustningen. Den fortjener bred støtte.