Det handler om klassekamp
Den europæiske storkapital har, med EU og dets institutioner som redskab, pisket arbejderklassen med skorpioner. Regningen for kapitalismens krise er påtvunget arbejderklassen og den brede befolkning i alle medlemslande uden undtagelse. I Sydeuropa har krisen ramt hårdest og frarøvet en meget stor del af befolkningen deres arbejde og eksistensgrundlag.
Den herskende klasse i EU fører klassekamp i et fælles forsvar for deres privilegier, for den private ejendomsret, for deres kontrol over statsmagten.
Derfor stiger uligheden i hele EU. Derfor er fagbevægelsen blevet systematisk svækket. Derfor udbygges terrrorlovgivningen. Og derfor afskaffede EU med et pennestrøg en folkevalgte regering i Grækenland i 2012 og indsatte storkapitalens repræsentanter i regeringskontorerne.
EU er ikke et demokratisk projekt, som kan reformeres indefra. Det er skabt af den europæiske storkapital.
I Grækenland sagde befolkningen stop i søndags, da de vendte ryggen til de etablerede partier, der har forsvaret storkapitalen. I Spanien er en lignende udvikling i gang, som hurtigt kan sprede sig.
I første omgang opsamlede Syriza utilfredsheden og håbet. Det har skabt stor interesse over hele EU. Også i Danmark har mange ladet sig inspirere af Syrizas fremgang.
Syrizas grundlæggende svaghed er deres strategi. Det ses også af deres valg af regeringspartner. Partiet "Uafhængige Grækere" kan efter danske forhold bedst sammenlignes med Dansk Folkeparti.
Syriza vandt med løfter om en politisk kursskifte og har krævet nyforhandling af de indgåede gældsaftaler, som skiftende græske regeringer har indgået. Men Syriza garanterer også, at man ikke ønsker et brud med EU eller euroen.
EU er ikke et demokratisk projekt, som kan reformeres indefra. Det er skabt af den europæiske storkapital og har længe været i krig med arbejderklassens interesser og velfærden. Syriza giver illusioner om, at man kan forandre EU ved forhandlingsbordet.
Syriza mangler fortsat at fortælle, hvad man vil gøre, når storkapitalen afviser kravene og smækker pengekassen i.