Gør klar til overenskomstkamp
De offentligt ansatte skal have fornyet deres overenskomst, senest ved udgangen af marts 2015.
I denne uge udvekslede parterne deres krav. Arbejdsgiverne har fremsat en række offensive krav, efter de med et regeringsdiktat gennemtvang et opgør med lærernes arbejdstidsregler ved overenskomstfornyelsen for to år siden.
Med slagord om modernisering, forenkling og fleksibilitet vil arbejdsgiverne nu trække resten af det offentlige arbejdsmarked igennem samme tur som lærerne.
Det er fagbevægelsens hjerteblod, der er under angreb.
De offentlige arbejdsgivere vil gå endnu videre. De vil styrke arbejdsgivernes ledelsesret, samtidigt med at de vil sænke antallet af tillidsvalgte og forhindre, at fagforeningerne kan forsvare deres medlemmer i lokale forhandlinger. Det vil skabe øget utryghed på det offentlige arbejdsmarked. Det vil svække og opsplitte de offentligt ansatte i en situation, hvor hele den offentlige sektor udsættes for massive besparelser, massefyringer og udlicitering.
Det er fagbevægelsens hjerteblod, der er under angreb. Lykkes arbejdsgivernes plan, vil det undergrave en del af fundamentet bag de offentlige fagforeningers styrke og svække den faglige organisering på det offentlige område.
De offentligt ansatte går til forhandlingerne som samlet blok, forenet i "Forhandlingsfællesskabet", som samler både KTO og Sundhedskartellet. Det er naturligvis positivt. Samarbejdets begrænsning understreges imidlertid af, at man ikke kunne finde sammen om at kræve et lønløft, der på solidarisk vis kunne give især de lavest lønnede et løft. Som et plaster på såret lykkedes det til gengæld at samle Forhandlingsfællesskabet bag kravet om en særlig pulje til efteruddannelse af ufaglærte.
Der er brug for, at solidariteten gennemsyrer samarbejdet, så ingen lades tilbage på perronen, som lærerne blev det i 2013. Overfor en arbejdsgiver, der rasler med sablen og truer med lockout af alle medlemmer af en enkelt fagforening og fremlægger krav, der vil svække selve fagbevægelsens fundament, er der behov for klare udmeldinger om, at der ikke bliver indgået nogen overenskomster, før alle har en overenskomst på plads.