Kommunalt oprør - NU

Kommentar
tor 10. mar - 2016

I går demonstrerede offentligt ansatte og brugere foran KL-bygningen i København. Når Kommunernes Landsforening (KL) i dag holder topmøde i Aalborg, mødes de delegerede af demonstranter.

Det er presset fra de ansatte, de faglige organisationer  og brugerne, som i sidste ende afgør udfaldet af kampen. 

Modstanden mod regeringens såkaldte omprioriteringsbidrag vokser og vokser. Lige nu koncentreres aktiviteterne mod KL med kravet om, at der ikke indgås en økonomiaftale med regeringen, hvor omprioritetsbidraget indgår.  

Omprioriteringsbidraget er vedtaget af regeringen og dens støttepartier, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservativt Folkeparti. Det betyder, at kommunerne hvert år til og med 2019 skal spare én procent på budgettet.

De sparekrav, regeringen vil påtvinge landets kommuner, betyder, at op mod 10 procent af de ansatte i kommunerne er truet af en fyreseddel. På få år er der allerede nedlagt 40.000 stillinger i den offentlige sektor. 

Det er med denne dystre baggrund, at en række offentligt ansattes fagforeninger i København har dannet Velfærdsalliancen.dk, der står bag demonstrationerne og planlægger en vifte af aktiviteter over hele landet i de kommende uger og måneder. Op til dagens demonstrationer har 81 næstformænd i kommunernes Hoved-samarbejdsudvalg, som repræsenterer de ansatte, opfordret KL og kommunalbestyrelserne til et kommunalt oprør og til at afvise flere kommunale nedskæringer.

Utilfredsheden og frustrationerne er også store i landets kommunalbestyrelser ved udsigten til omfattende nedskæringer og fyringsrunder i 2017,  hvor der også er kommunalvalg.

Med København i spidsen har et stigende antal kommuner sagt nej til at svinge nedskæringskniven for regeringen, samtidigt med at kommunernes økonomi også presses af de stigende udgifter til flygtninge, som regeringen afviser at betale.

Der er ingen tvivl om, at de kommende forhandlinger mellem regeringen og KL om en økonomiaftale vil blive hårde. Men det er presset fra de ansatte, de faglige organisationer og brugerne i kommunerne, som i sidste ende afgør udfaldet af kampen.