Kommunisterne og det nationale spørgsmål

Danskhed årgang 1864 debatteres livligt for tiden. Nationalfølelsen udsprang af det gryende, selvbevidste borgerskab. Men, som Joan Pedersen gør opmærksom på (Arbejderen 5/12), var kærligheden til fædrelandet iblandet samme borgerskabs snævre økonomiske interesser gennem kravet om indlemmelse af det tysksindede Sydslesvig.

Det nationale må ikke blot indgå som en del af partiets kamp mod EU, men må blive en fremtrædende del af Kommunistisk Partis politiske profil.

Den nationalistiske opgejling blev skæbnesvanger for Danmark. I denne kronik er emnet det ikke mindre interessante og påtrængende spørgsmål: Hvad er danskhed i dag?

Der er jo i mellemtiden sket et afgørende sceneskift. Dengang stod borgerskabet over for kongemagt og adel.

I dag står der over for borgerskabet og de feudale fossiler en ny klasse, arbejderklassen. Danskheden, eller den nationale bevidsthed, er i høj grad formet af klassetilhørsforholdet. Der er to slags danskhed.

PROGRESSIV OG REAKTIONÆR DANSKHED

Væsentlige elementer af danskheden er naturligvis det danske sprog og naturen, det, der er tilbage af den. Men til den progressive danskhed kommer: Dansk suverænitet, demokratiet, omsorgen for borgerne såvel som arbejdernes kampmuligheder over for kapitalen.

Kort sagt, det Danmark, som - med et poetisk udtryk - "arbejdshænder" har formet i kamp med borgerskabet og dets vedhæng og medløbere. Det er et Danmark, det er værd at kæmpe for.

Den anden type er den reaktionære danskhed, karakteriseret ved kongehuset, ordensvæsnet, NATO-krigsmagten, erhvervstoppens og finansens Overdanmark samt stort set hele medieverdenen.

Denne danskhed findes i en populistisk udgave, der kombinerer danske farver og dansk sofahygge, men vil sparke fremmede væk fra sofaen.

DANSKHED UNDER FORVANDLING

Ændringen af det nationale billede har været markant, siden NATO i 1949 med et snuptag fik magt over vores udenrigspolitik.

Fra 1973 og fremefter er der overført suverænitet til EF/EU over en bred front. Flere og flere love, flere og flere politiske beslutninger har rod i EU’s forordninger, direktiver og vejledninger.

Borgerskabet gejlede i 1864 til krig med nationalistiske paroler. I dag har det fulgt kapitalens veje og har rømmet de nationale skanser i globaliseringens navn.

Socialdemokraterne er, vanen tro, fulgt efter. De siger som undskyldning, at man ved at poole suverænitet med andre lande får mere af den. Kan man også blive mere ansvarlig ved at fralægge sig ansvaret?

Dansk Folkeparti kalder sig skiftevis EU-modstander og skeptisk tilhænger, men bakker som regel op om EU-krav, når de dukker op i Folketinget i dansk indpakningspapir.

Det står i dag lysende klart, at afgivelsen af suverænitet til NATO og EF/EU ikkehar krummet et hår på de royale, ikke har begrænset aggressiv militarisme, ikke har gjort vore medier mindre reaktionære eller fedtlaget hos Overdanmark tyndere.

Tværtimod. Det, der lider skade er netop det Danmark, som arbejdshænderne har formet: demokratiet, omsorgen, arbejdernes rettigheder over for kapitalen, kort sagt arbejderklassens Danmark.

SÅDAN GJORDE DE DET

Det vigtigste element i EU-strategien har været at ændre styrkeforholdet mellem kapitalen og arbejderklassen til ugunst for arbejderklassen samt at indskrænke vores begrænsede, borgerlige demokrati.

Det er fikset med en absolut professionel blanding af 20 procent demokrati og 80 procent manipulation.

Det er således et godt stykke hen ad vejen lykkedes, trods forsikringer om det modsatte, at erstatte den nationale ramme for klassekampen med en overnational konstruktion efter kapitalens behov.

Et godt eksempel er arbejdskraftens fri bevægelighed, der underminerer fagbevægelsen gennem lønpres og social dumping. Læg hertil kapitalens fri bevægelighed med shopping af arbejdskraft og talrige muligheder for udflagning og skatteunddragelse.

KOMMUNISTERNE OG DANSKHEDEN

Naturligvis kæmper kommunister imod enhver udvikling, som lægger hindringer i vejen for faglig kamp, forringer demokrati, velfærd og tryghed. Men i samme åndedrag må kæmpes mod undermineringen af klassekampens nationale forankring.

Nede fra Bruxelles arbejdes der krampagtigt på at opbygge en ”europæisk bevidsthed” med hymner, flag og digt. Dette kunstprodukt må afvises og den progressive danskhed forsvares.

Kommunistisk Partis politiske program fra den tredie kongres lagde en grund. Her hedder det: For Kommunistisk Parti bygger danskheden på arbejderklassens kamp og på dens værdier. Artiklerne i Arbejderen 3. september, 24. oktober og 5. december skal ses i forlængelse heraf.

Det er afgørende for den danske arbejderklasse, at den kan føre klassekamp inden for rammer, den selv er med til at lægge, og ikke rammer, der er fabrikeret af kapitalens EU. Således kan klassen også bedst give sit bidrag til arbejderklassens befrielse generelt.

NATIONAL KAMP ER IKKE GAMMELDAGS

Kampen er ikke, som nogle påstår, snæver, indadvendt og "gammeldags". Den føres i solidaritet med arbejderklassen i andre lande og er en internationalistisk kamp. Det europæiske venstreparti accepterer EU-rammen og vil føre "europæisk klassekamp" ved at ændre EU indefra. Det er i realiteten opgivelsens politik.

Får vi røde ører, hvis vi bliver drillet med, at vi går Dansk Folkeparti i bedene og vifter med dannebrog? På ingen måde. Vi appellerer ikke til Gud og dronning eller dyrker et dannebrog med klar feudal oprindelse.

Og vi bruger slet ikke flaget til at slå indvandrere og muslimer oven i hovedet med. Vi byder fremmede arbejdere velkomne i vores danske arbejderfællesskab og respekterer dem som mennesker og kolleger, så længe de ikke bryder solidaritetens lov og optræder som løntrykkere. Dansk Folkepartis mål er splittelse i arbejderklassen, vores er samling.

Der er derfor en solid baggrund for, at Karen Sunds i Arbejderen 24. okt. skriver: ”Hvis de revolutionære kræfter i Danmark skal vinde masseindflydelse og autoritet i forhold til arbejderklassen, er det bydende nødvendigt, at den nationale kamp får en helt anderledes central placering i klassekampen”. Dette udsagn skal støttes op taktisk og parolemæssigt.

Det nationale må ikke blot indgå som en del af partiets kamp mod EU, men må blive en fremtrædende del af Kommunistisk Partis politiske profil.