Sammenholdet og fællesskabet gav resultaterne

OK18 har på mange måder haft et helt usædvanligt forløb. I mange uger har overenskomstforhandlingerne sat et markant præg på den politiske dagsorden. Når jeg ser ud over pladsen i dag, kan jeg se, at jeg har mødt mange af jer ved faneborgen foran forligsen, til møder og demonstrationer på Blågårds Plads og andre steder. Det er godt at se jer igen her i dag.

Det er endnu for tidligt at lave endelige konklusioner om OK18, det må afvente resultatet af urafstemningerne, der først vil foreligge i starten af juni måned. Men vi kan fastslå nogle helt grundlæggende pejlemærker:

• Det vigtigste var sammenholdet og solidariteten, som er en kæmpe sejr i sig selv. Solidaritetspagten sikrede reallønnen og en afskaffelse af privatlønsværnet, der betød øget lønforskel mellem offentlig og privatansatte.
• Den banede vejen for forstærkede garantier for den betalte spisepause. 
• Den betød, at man sammen også afviste arbejdsgivernes krav om forringelser af seniorordningerne og større lønspredning.

Lærerne blev svigtet igen ved OK18 af KL, som afviste at give lærerne en arbejdstidsaftale, de kan leve med.

Men når det gælder lærernes arbejdstidsaftale, nåede man langtfra i mål. Lærerne blev svigtet, da et folketingsflertal i 2013 påtvang dem en dårlig arbejdstidsaftale ved lov. Dermed satte man den frie forhandling ud af kraft. De blev svigtet igen ved OK2018 af KL, som afviste at give lærerne en arbejdstidsaftale, de kan leve med.

INGEN SAMMENKÆDNING

Heldigvis slipper vi ved denne overenskomst for sammenkædningsreglerne. Derfor kan lærerne og alle andre grupper nu selv ved urafstemning afgøre, om man siger ja eller nej til den aftale, der foreligger.

Siger lærerne eller andre grupper nej til de indgåede aftaler, må solidariteten fra en samlet fagbevægelse fortsætte. Vi står fortsat skulder ved skulder.

Når vi ser tilbage på hele forløbet, kan vi se, at fronten af arbejdsgivere og deres støttepartier forregnede sig:

• De havde ikke forventet at møde en samlet fagbevægelse og en solidaritetspagt, der skabte optimisme og kampvilje rundt på arbejdspladserne og på tværs af de mange faggrupper. 
• De havde ikke forventet, at det helt overvejende flertal af danskerne støttede de offentligt ansatte og deres krav.
• De havde ikke forventet, at solidariteten bredte sig så markant og iøjenfaldende fra den offentlige sektor til en stadigt stigende del af de private fagforeninger og arbejdspladser.

Med OK18 lykkedes det at ændre mange års ophobet frustration over nedskæringer og elendige arbejdsforhold til en vilje til modstand og kamp. 

Regeringen og de offentlige arbejdsgivere havde forventet og planlagt et noget andet forløb og et andet resultat, end der nu skal til urafstemning blandt de offentligt ansatte.

THORNING OG CORYDON STARTEDE STAFETTEN

Løhde, Ziegler og kompagni tog stafetten op, hvor Helle Thorning og Bjarne Corydon slap. Den tidligere regering kørte lærerne igennem kværnen. De benyttede deres dobbeltmagt som offentlige arbejdsgivere og lovgivere til at gennemtvinge et diktat og tilsidesætte den frie forhandlings- og aktionsret.

Ved starten af OK18 gjorde de offentlige arbejdsgivere – med direkte støtte fra Dansk Arbejdsgiverforening – sig klar til at give resten af de offentligt ansatte en tilsvarende tur. 

Arbejdsgivernes første skridt var at bede moderniseringsstyrelsen tilrette en proces for overenskomstforhandlingerne, så de endte med reallønsfald og omfattende forringelser af de ansattes arbejdsforhold. 

Så fulgte manipulerede beregninger, der skulle vise, at de offentligt ansatte var lønførende. Og som toppen af isbjerget kom den kyniske storlockout, som blev fulgt op af KL, der direkte truede med at fjerne de offentligt ansattes aktionsret, hvis man ikke makkede ret.

Vi glemmer ikke, at den massive lockout i staten, regionerne og kommuner blev varslet af politikere fra regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Disse partier afviste også at tage afstand fra et regeringsindgreb, hvis det endte med konflikt.

Disse partier kridtede sammen banen op til et opgør med fagbevægelsen, med åbenlyse trusler om hurtigt at tømme strejkekasserne for at tvinge forbundene i knæ. Denne kurs ville betyde, at man skabte et andenrangsarbejdsmarked i den offentlige sektor og en forringet kollektiv velfærd.

SOCIALDEMOKRATIET SVIGTEDE

Mette Frederiksen og resten af Socialdemokratiets folketingsgruppe og Københavns overborgmester Frank Jensen er blandt dem, der skal stilles til ansvar. Derfor er der grund til at glæde sig over, at fagbevægelsen i nogle byer har afvist at indbyde repræsentanter for lockoutpartierne som talere på arbejdsklassens kampdag. 

Bjarne Corydon, der erstattede sin ministerpost i Helle Thornings regering med en redaktørpost på arbejdsgivernes hoforgan Børsen, kaldte på lederplads solidaritetspagten for samfundsskadelig.

Sådan taler en ægte lakaj for den overklasse, der har har væltet sig i de skattelettelser, der er blevet mulige, fordi man forringede efterlønnen, dagpengene og kontanthjælpen, fyrede 40.000 offentligt ansatte, solgte DONG og meget andet af det danske folks fælles ejendom – helt i forlængelse af anbefalingerne fra EU.

OK18 var et skridt i en helt anden retning. Et retning for et solidarisk Danmark, for et Danmark med en stærk og velungerende offentlig sektor. Den var et markant forsvar for den frie forhandlings- og aktionsret, et skridt for en fagbevægelse der er medlemmerne og som mobiliserer medlemmerne til kamp for egne interesser og solidaritet.

Vi glemmer ikke, at lockouten blev varslet af politikere fra regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Fagforeningerne har fået et tiltrængt boost under OK18, fordi de har kæmpet og opfordret til kamp. Vi har ikke brug for dikkende lammehaler og serviceorganisationer. Vi har brug for fagforeninger, der er kamporganisationer. Hvis ikke vi kæmper, forsvinder vores rettigheder en for en. Det er en af de lærdomme, vi kan tage med fra denne overenskomstkamp.

For det slutter ikke med OK18.

Om kort tid vil regeringen forsøge at tvinge nye økonomiaftaler ned over kommuner og regioner, som vil føre til nye forringelser og fyringer. 

Vi kæmpede for en overenskomst, der gav en løsning for alle. Nu skal denne kamp fortsætte med en kamp for en løsning for den kollektive velfærd. 

MÅLET ER STADIG EN LØSNING FOR ALLE

Den første store aktivitet bliver en demo 17. maj på Rådhuspladsen. Kravet er 6 milliarder kroner til et kommunalt velfærdsløft. Jo flere vi kommer, jo stærkere bliver presset.

Og lige om lidt begynder forberedelserne af OK20 på det private arbejdsmarked. Der er masser af erfaringer at bygge videre på fra OK18, herunder solidariteten mellem offentligt og privat ansatte.

En kamp for fællesskabet, for lighed og solidaritet kræver et opgør med den kurs mod bunden, som den danske storkapital har sat på dagsordenen sammen med deres allierede i EU og NATO.

Magthaverne planlægger nye nedskæringer, nye angreb på fællesskabet. Vores parole er fortsat: En for alle og alle for en.

OK18 viste, at vi kan stoppe deres hærgen, hvis vi står sammen, skulder ved skulder. Det er nødvendigt. NOK er NOK.

Der er meget at kæmpe for. Vi er blevet klogere sammen i de seneste uger. 

Det fællesskab, som er skabt, er noget af det mest positive, der er sket i Danmark i mange, mange år.

Lad os love hinanden, at vi styrker vores enhed og forsvarer og udbygger det kampfællesskab, som OK18 skabte.

God kampdag, i dag og i mange dage fremover!

Talen blev holdt på Rød 1. Maj i Fælledparken i København