Stop udliciteringen

Kommentar
tor 22. sep - 2016

Landets kommuner og regioner har efterhånden meget omfattende erfaringer med udlicitering, som breder sig i blandt andet ældrepleje og rengøring. Succeshistorierne er få. Skandalerne er mange. 

I følge Dansk Industri er det ofte prisen, som afgør, hvilket firma der vinder en licitation. Kyniske arbejdsgivere forsøger at få markedsandele ved at byde ind med meget lave priser for at vinde licitationerne. 

Så længe der udliciteres mere og mere må både velfærden og de ansattes løn og arbejdsforhold sikres. 

Herefter sættes tommelskruerne på de ansattes løn og arbejdsforhold. I utallige tilfælde er de ansatte tvunget til at arbejde for lønninger, der ligger under overenskomsten. De presses til lange arbejdsdage uden betaling for alle timer og uden de overenskomstmæssige tillæg for blandt andet over- og natarbejde. De ansatte presses til at tilsidesætte deres faglighed. Også kvaliteten er under pres.

Ved domstolene føres der retssager mod virksomheder, der svindler med lønsedler, moms og skat og der er afsløret i slavelignende ansættelsesforhold. Med til billedet hører også de mange virksomhedskrak i ældreplejen, som igen og igen påfører kommunerne over hele landet store udgifter.

Nogle firmaer har kunnet fortsætte deres spil år efter år. Eksempelvis har landets næststørste rengøringsvirksomhed, Forenede Service, stadigt kontrakter med mange kommuner, på trods af at firmaet har haft 150 sager om blandt andet lønfusk.

De valgte politikere vasker hænderne. De henviser til den stramme økonomi og regeringens krav til udlicitering. Kommunale klausuler og kontrolgrupper har hverken forhindret eller bremset udviklingen, men kun afsløret toppen af isbjerget.

Det er nødvendigt at sige fra, så det kan ses og høres.

Så længe der udliciteres mere og mere, må både velfærden og de ansattes løn og arbejdsforhold sikres. Ikke mindst 3F og FOA har gjort en kæmpemæssig indsats og sikret deres medlemmer store millionbeløb. FOA optrapper nu kampen for at tegne overenskomst med de mange private virksomheder. Det er en vigtig og nødvendig kamp, som fortjener al mulig støtte.