Styrkeprøven i München
På sikkerhedskonferencen i München i sidste weekend var modsætningerne mellem USA og dets europæiske allierede direkte og indirekte konferencens hovedtema.
Inden for den første måned i det Hvide Hus har Trump udtalt sig tvetydigt om USA's udenrigs- og sikkerhedspolitik. USA´s militære overmagt og NATO, betyder at EU-landene hidtil har danset efter USA's taktstok. Som led i Trumps øgede pres mod EU-landene, kræver han, at alle NATO-lande lever op til deres løfter og bidrager til NATO's oprustning med to procent af deres BNP. Men det stopper ikke her.
Den voksende kritik mod Trump, forsøger magthaverne i EU, at udnytte til egen fordel
Trump ser i højere grad EU, som en økonomisk rival, end hans forgængere har gjort. Han har skærpet kritikken af især Tyskland, som dominerer EU. Trump har også taget de første skridt til en handelskrig med EU. I en situation hvor EU har et stort handelsoverskud overfor USA spiller Trump med musklerne.
>> LÆS OGSÅ: Krigsherrerne fester i München
I lyset af den nære alliance som Trump forsøger at skabe med Storbritannien efter Brexit, er der åbenlys usikkerhed i EU-landene, hvor storkapitalen hidtil har valgt at underlægge sig USA. De hidtidige imperialistiske alliancer og fjendebilleder er under opbrud. Sværvægterne i EU overvejer deres fremtidsmuligheder.
EU forsøger i et vist omfang at opretholde status quo. Den voksende kritik mod Trump, forsøges udnyttet til egen fordel og til at stille EU i det bedst mulige lys, som en modererende kraft. Man vil også styrke EU's militære ben, således at Unionen uafhængigt af USA kan gribe ind overalt på kloden.
>> LÆS OGSÅ: Topmøde blandt kamphaner
Brexit gjorde den voksende modstand og skepsis i alle EU's medlemslande synlig og gav ny næring til modstanden. Midt i den største krise nogensinde har EU's magthavere tydeligt vanskeligt ved at finde fælles svar overfor Trump. Mulighederne for at tage nye skridt mod mere Union er stærkt begrænsede.
Storkapitalen og imperialismen kan kun stoppes af den folkelige modstand herunder kampen for demokrati og national selvbestemmelse. Det er den eneste vej, der kan stoppe den grådige storkapital og de højreekstremistiske kræfter, der står på spring til regeringskontorerne i en række EU-lande.