Taksøe-Jensen anbefaler farlig kurs
I mandags fremlagde ambassadør Peter Taksøe-Jensen, sin udredning med anbefalinger til Danmarks fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Hans grundlæggende synspunkt er, at disse områder skal styres af "Danmarks strategiske interesser" gennem en stram strategisk samordning af diplomatiet, den militære indsats og den økonomiske politik.
Taksøe-Jensens rapport passer som fod i hose med den kurs, der allerede er sat af EU og NATO.
Udredningen anbefaler derfor en satsning på få kerneområder, og samtidigt at der saneres i de nuværende opgaver.
For ham er Danmarks interesser lig med storkapitalens interesser. Derfor anbefaler han et stærkt EU, et stærkt NATO og "en asiatisk dimension" for at fremme kapitalens kommercielle interesse i et strategisk vækstområde..
Hans anbefaling er at styrke Danmarks integration i EU – med pejlemærker som "europæiske løsninger" øget "konkurrencedygtighed," og "flere handelsaftaler".
NATO-landene bruger 10 gange mere på militær end Rusland. Alligevel er et helt centralt afsæt for Taksøe-Jensen, at styrke Danmarks bidrag til NATO og opmarchen mod Rusland.
Han anbefaler konkret, at øge krigsbudgetterne med knap 20 procent på seks år. Han støtter købet af nye jagerfly og oprettelse af nye styrker, som hurtigt kan indsættes, når NATO kalder til krig. Han anbefaler også, at Danmark bidrager med 120 millioner årligt til militariseringen af Arktis, for at sikre NATO's strategiske interesser her.
I rækken af de udenrigspolitiske omprioriteringer, Taksøe-Jensen foreslår, bør også nævnes anbefalingen af, at Danmark stopper sin støtte til det palæstinensiske selvstyre.
Selv om Taksøe-Jensen også retter kritik af tidligere dansk krigsdeltagelse, så er det helt afgørende den farlige kurs udredningen sætter for fremtiden. Udredningen skal indgå i drøftelserne til nyt forsvarsforlig og regeringens samlede udenrigspolitisk strategi. Taksøe-Jensen anbefaler en farlig kurs for Danmark. I alle hovedspor passer hans udredning som fod i hose med den kurs, der allerede er sat for EU og NATO.